Fra baggård til central placering i Nygade

Sparekassen Kronjyllands nyåbnede afdeling i Holbæk flytter til marts ind i permanente lokaler centralt i Holbæk.

− Vi har hele tiden ønsket os en synlig placering i Holbæk, men har indtil nu afventet en godkendelse fra kommunen. Den er nu på plads, og vi kan derfor løfte sløret for, at vores fremtidige placering bliver i Nygade i den tidligere Imerco butik. I månederne frem til marts 2016 skal de nye lokaler gennemgå en større istandsættelse og nyindretning, så kunderne kan godt begynde at glæde sig til en lys og moderne afdeling, fortæller afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Holbæk, Peter Mørch.

Sparekassen Kronjylland åbnede i starten af oktober sin nye afdeling i Holbæk. Indtil nu har den været placeret på førstesalen i en baggård.

− Heldigvis har en masse kunder fundet frem til os på vores midlertidige adresse. Vi er således kommet godt fra start i Holbæk, men vi glæder os rigtig meget til at kunne præsentere kunderne for en mere central og synlig placering, som også gerne skal gøre det nemmere for dem at besøge os. Udover store nyrenoverede lokaler kommer vi blandt andet til at kunne tilbyde vores kunder flere parkeringspladser tæt ved afdelingen, lyder det fra Peter Mørch. Holdet i Holbæk er samtidig udvidet til lige nu at tælle fem medarbejdere.

Sparekassen bød indenfor til et uformelt åbent hus arrangement fredag 13. november i de midlertidige lokaler på Ahlgade. En egentlig reception følger først, når afdelingen er flyttet ind i de nye lokaler i Nygade 14.

 


Cookies meddelelse