Bestyrelser er blevet in

Virksomheder vælger i stigende grad at inddrage en professionel bestyrelse i deres sparring.

Det oplever områdedirektør i Sparekassen Kronjylland, som erfarer, at virksomhederne gennem de seneste år har øget deres fokus på den strategiske sparring:

− Blandt vores erhvervskunder i Aarhus ser jeg en klar tendens til, at virksomhederne i stigende grad parkerer tantebestyrelserne og etablerer professionelle bestyrelser, fortæller Pia Avnsted, der er områdedirektør i Sparekassen Kronjylland.

– Mange aarhusianske virksomheder er ejerledede, og de er derfor drevet af en person med et indgående kendskab til selve virksomheden. Disse ejere har fået øjnene op for, at professionel sparring kan tilføre viden og netværk. De har fået mod på at blive udfordret strategisk og tør i højere grad end for få år siden at inddrage eksterne profiler for at styrke virksomheden. Ofte sker det via en professionel bestyrelse eller et advisory board, forklarer Pia Avnsted.

Blandt Sparekassens erhvervskunder hører hun ofte, at bestyrelsen bliver brugt som en vigtig ressource, der bidrager positivt til virksomhedens drift og vækst.

Bestyrelsen åbner døre
Den professionelle bestyrelse er ikke blot en vigtig sparringspartner, men kan også være med til at åbne døre for virksomhederne:

− Med de rette profiler om bord i bestyrelsen tilfører du tillid til din virksomhed. Tillid betyder meget for kunder og investorer, og det er derfor ikke usandsynligt, at de bliver lidt lettere at komme i dialog med, når de ser, at der sidder erfarne folk i virksomhedens bestyrelse. Mange iværksættervirksomheder oplever også, at de har svært ved at sparke døren ind de rigtige steder. Her kan den professionelle bestyrelse igen vise sig som en stærk ressource, der får det til at ske, oplyser områdedirektøren.

− Da en professionel bestyrelse kan få afgørende betydning for virksomhedens succes, kan jeg kun opfordre til, at virksomheder får etableret en bestyrelse eller et advisory board, hvis de ikke allerede har det. Ofte er det godt givet ud selv for mindre virksomheder at investere i brugen af disse rådgivende paneler, uddyber hun.

På baggrund af den stigende interesse for professionel sparring, har Sparekassen Kronjylland valgt i efteråret at udbyde et kursusforløb netop i brugen af bestyrelse og advisory board. Kurset kan du læse om her.


Cookies meddelelse