KB Håndbold klædt på til gode kampoplevelser

Kristrup Boldklubs Håndboldforening har ad flere omgange fået opdateret sine spillerfaciliteter og er nu for alvor gearet til kampe på alle niveauer.

Sidste år blev der lagt nyt halgulv i Tirsdalens Hal, og tidtagningsbordet blev flyttet. KB Håndbold har tilmed i forsommeren fået nyt tidtagningsur af hovedsponsor Sparekassen Kronjylland, ligesom sponsoraftalen er forlænget. Med andre ord spiller det for KB Håndbold:

− Vi er rigtig glade for det seneste års mange forbedringer, der blandt andet har gjort, at vi har fået flyttet tidtagningsbord og spillerbænke væk fra tilskuerområdet. Det gør, at både tilskuere og spillere får en bedre kampoplevelse, ligesom der er blevet plads til flere tilskuere og dermed mulighed for kampe op til divisionsniveau, fortæller formand for KB Håndboldforening, Erik Højholdt.

I forbindelse med etableringen af det nye halgulv og flytning af tidtagerbordet, ansøgte klubben om støtte fra Sparekassen Kronjylland, som gennem sin gavefond valgte at give 29.000 til et nyt tidtagningsur.

Sponsoraftale forlænget
− Som hovedsponsor er vi i Sparekassen Kronjylland meget glade for at se de mange tiltag i KB Håndboldforening, og vi har for nylig valgt at forlænge vores sponsoraftale med et år. Nu glæder vi os meget til at følge foreningen og spillerne fortsætte den gode udvikling, lyder det fra Brian Bach Johannessen, der er souschef i Sparekassen Kronjyllands Kristrup afdeling.

− I foreningen sætter vi stor pris på forlængelsen af sponsorsamarbejdet med Sparekassen, da det er vigtigt for os med en stor lokal samarbejdspartner, der aktivt støtter og bakker op om klubben og vores udvikling. Aftalen gør det blandt andet muligt for os fortsat at tilbyde kvalificeret træning med dygtige trænere, forklarer Erik Højholdt.


 


Cookies meddelelse