Studerende modtog legat på 5.000

Sparekassen Kronjylland uddeler hvert år et studielegat til en særligt udvalgt elev på VID Gymnasier i Grenaa.

I år gik legatet på 5.000 kroner til Rasmus Nielsen Henriksen:

− Rasmus har modtaget vores legat på grund af en flot arbejdsindsats under hele sit studieforløb. Han har hele vejen holdt sig på et højt fagligt niveau, ligesom han har interesse for at udvide sin horisont internationalt ved på et tidspunkt at bygge videre med uddannelse i udlandet. Dette engagement vil vi med legatet gerne være med til at påskønne, lød det blandt andet fra Hugo Nybo Andersen, afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Grenaa, da han overrakte legatet under elevernes dimission i fredags.

Sparekassen Kronjylland ønsker med sit studielegat til en elev på VID Gymnasier at motivere og støtte unge mennesker i deres udvikling mod drømmeuddannelsen eller drømmejobbet:

− Særligt vil vi gerne opfordre til uddannelse, viden og internationalt udsyn, der matcher erhvervslivets ønsker. Dels kan det komme til at gavne udviklingen i det danske samfund, dels kan det være med til at udvikle den unge studerendes viden og horisont på vejen mod et karrieremål, forklarer Hugo Nybo Andersen.

Rasmus var i øvrigt den af eleverne, der holdt dimissionens elevtale. En meget velskreven tale, som blev fremført levende og med stort engagement.

Foto: Rasmus Nielsen Henriksen ønskes tillykke med studielegatet af Hugo Nybo Andersen fra Sparekassen Kronjylland.

 


Cookies meddelelse