Nye jakker i Vorbasse

Vorbasse Krocket- og Petanqueklub har fået nye jakker til træning og turnering.


Fremover bliver det nemt for medlemmerne af Vorbasse Krocket- og Petanqueklub både at holde varmen på træningsbanen og at få øje på hinanden ude på stævnepladserne. Klubben har nemlig fået nye flotte neongrønne jakker af Sparekassen Kronjylland i Vorbasse.

− Ved at støtte klubben ønsker vi at bakke op om et lokalt fritidstiltag, der næsten dagligt formår at engagere sine medlemmer og skabe rammen om nogle gode oplevelser. Krocket- og petanqueklubben er meget aktiv på turneringsfronten, og mange af medlemmerne mødes hele fem gange om ugen for at træne og hygge sig. Det fællesskab ønsker vi med ens jakker til alle medlemmerne at bakke op om, fortæller Jonna Skov Kirkeby Larsen, der er kunderådgiver i Sparekassen. Hun uddyber, at støtten falder i tråd med Sparekassens ønske om at ville gøre en lokal forskel i de områder, hvor den har sine kunder.

Vorbasse Krocket- og Petanqueklub er en aktiv klub, der sidste år fik petanquebanen opdateret, ligesom klubhuset fik ny toiletbygning.

 


Cookies meddelelse