Landets bedste U13 badmintonspillere mødtes i Randers

Det var en spændende dag, da landets 74 bedste U13 badmintonspillere lørdag var samlet til stævne i Randers.

 I samarbejde med hovedsponsor Sparekassen Kronjylland afholdt Randers Badminton Klub stævne for landets bedste U13 spillere.
- Stemningen i hallen var helt i top, og det var en rigtig god oplevelse at huse så mange talentfulde spillere her i Randers. Der blev svedt og kæmpet om de gode placeringer, men det var også tydeligt, at når de unge spillere ikke var på banen, så var kammeratskabet på tværs af klubberne en ligeså vigtig del af oplevelsen. Det var en succes at afholde U13 stævnet, og vi håber meget på at få mulighed for at gøre det igen til næste år, fortæller Peter Nørgaard Jensen, formand for ungdomsudvalget i Randers Badminton Klub.


To talenter fra Randers

Fra Randers deltog de to talentfulde piger Katrine Rousing og Josephine Stuhr Risager, som begge indfriede både egne og klubbens forventninger med deres flotte placeringer i henholdsvis damesingle, damedouble og mixdouble. Både Katrine og Josephine er en del af Randers Badminton Klubs talentudviklingsprogram, som blandt andet støttes af Sparekassen Kronjylland.
- I Sparekassen Kronjylland går vi meget op i at støtte lokalsporten, og vi synes, det er vigtigt at bakke op om talenterne i vores lokalområder. Det er altid spændende at følge med i, hvordan vores lokale talenter klarer sig, og vi er glade for det fine resultat, som de to nye, talentfulde badmintonspillere opnåede i weekenden, fortæller Peter Thorsen, afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjyllands Nordre afdeling på Mariagervej.


Cookies meddelelse