300 kvinder løb i Odder

Det første kvindeløb i Odder blev en succes.


At alle 300 billetter til Odder Kvindeløb blev revet væk på 1,5 døgn vidner om, at Odder har været mere end klar til et decideret kvindeløb. Arrangørerne er godt tilfredse med afviklingen, og løberne – ja, de glæder sig allerede til et kvindeløb igen næste år.
Det er Danni Frederiksen fra Sportigan, der har stået i spidsen for arrangementet sammen med Finn Ernst fra SSport og Odder Atletik & Motion samt Birte Jensen fra Odder Avis. Derudover har de lokale butikker bakket op med blandt andet gaver til de goodiebags, alle deltagerne fik med efter løbet. Deltagerne fik også en flot neongul løbejakke, og alle løberne var på den måde et opsigtsvækkende og festligt syn i det ellers vintergrå bybillede.

 

10.000 kroner fra gavefond

Også Sparekassen Kronjylland støttede det nye løb. Sparekassen var nemlig sponsor på løbet med 10.000 kroner fra sin gavefond, ligesom alle afdelingens kvindelige medarbejdere deltog i løbet.
− Kvindeløbet var et meget vellykket arrangement, og jeg er stolt over, hvad fællesskabet i Odder har præsteret. I Sparekassen er vi meget glade for med vores støtte at have været en del af et aktivt tiltag, som kvinder i alle aldre har haft mulighed for at deltage i. Løbet har samtidig samlet en stor del af byen og sat rammerne for en rigtig god dag, fortæller souschef i Sparekassens Kronjylland i Odder, Chris Johansen.


Cookies meddelelse