Gik mod strømmen

Det var flere, der troede, det blev en døgnflue, da Sparekassen Kronjylland i december 1989 valgte at åbne en ny afdeling på Hobrovej over for Tranekærcentret.

I en tid, hvor de øvrige pengeinstitutter i området lukkede afdelinger eller fusionerede, var det en opsigtsvækkende taktik, at Sparekassen Kronjylland for 25 år siden valgte at gå mod strømmen og åbne en ny afdeling.

− Der var faktisk potentielle kunder, som viste stor interesse for at flytte til Sparekassen, men som i sidste øjeblik trak sig, da de ikke havde tiltro til, at afdelingen ville overleve. Mange af de kunder har vi så senere kunnet byde velkommen, for vi er i dag stort set de eneste tilbage i denne del af byen, fortæller afdelingsdirktør Niels Hansen.

Live i radioen

Niels husker tydeligt, da han var med til at åbne afdelingen en kold decemberdag for 25 år siden:

− Radio Randers, som ABC hed den gang, sendte direkte radio fra receptionen i flere timer, og det strømmede til med nysgerrige kunder og besøgende. Det var Sparekassens første nystartede afdeling i 35 år, så det var på mange måder en opsigtsvækkende begivenhed, husker Niels.
Tranekærcentret åbnede på samme tid, og strategien med den nye afdeling var netop at komme ud til kunderne, der hvor de var, når de handlede og kørte til og fra arbejde. Det var en helt anden offensiv tilgang end den, de landsdækkende pengeinstitutter benyttede, når de valgte at nedlægge afdelinger i området og dermed signalerede, at kunderne skulle bevæge sig for at komme til dem – og ikke omvendt.

Rev modstandshus ned

På Sparekassens grund lå der tidligere en benzintank:

− Grunden var meget forurenet, så vi måtte grave hele otte meter ned og fjerne jorden, før byggeriet kunne gå i gang. Nabohuset skulle også fjernes, og det var ikke et hvilket som helst hus. Det havde været ejet af civilingenør Christian Bach, og med ham som koordinator for den tidligste sabotagevirksomhed i Randers under anden verdenskrig var huset centrum for en stor del af byens modstandsarbejde i 1943. Da vi skulle rive det ned, var der derfor fra forskellig side pludselig interesse for at grave ved huset. Efter sigende ledte man efter nedgravede våben, fortæller Niels.

Pyramiden ved rundkørslen


Benzintank og modstandshus blev erstattet af et fremtidssikret byggeri i form af en stor kvadratisk bygning med en selvbærende konstruktion.
Den markante bygning med pyramidetoppen er siden blevet udvidet, og det var igen ikke en tendens, alle havde set komme:

− Vores strategi har hele tiden været, at vi ikke kun geografisk er tæt på kunderne; det er vi i alt, hvad vi gør. Vi bestræber os på at give en nærværende rådgivning, og for eksempel ringer kunderne hos os ikke ind til et callcenter, men direkte til deres personlige rådgiver. Det er jeg overbevist om, at de sætter stor pris på, ligesom det ikke er ligegyldigt, at vi til stadighed forsøger at gøre en lokal forskel. Det sker eksempelvis gennem vores sponsorsamarbejde med sportsklubber som Helsted Fremad, Randers Freja og Hornbæk Gymnastik Forening, forklarer Niels Hansen.

En central placering og gode parkeringsforhold har uden tvivl også gjort en stor forskel i afdelingens fortsatte vækst. I dag har afdelingen 10 ansatte, og flere af dem har været med i mere end 20 år.


Cookies meddelelse