Aktivitetsplads i Ø. Tørslev

Grundejerforeningen Dalsvinget-Granstien i Øster Tørslev har med støtte fra Sparekassens Gavefond fået ny aktivitetsplads.

 

Der er nu endnu mere at samles om på Dalsvinget og Granstien i Øster Tørslev. I mange år har grundejerforeningen Dalsvinget-Granstien drømt om at få etableret et fællesareal med aktiviteter til vejens børn. Den drøm har Sparekassen Kronjyllands Gavefond netop realiseret: − Vi har igen en del børn i vores område, og vi syntes derfor, vi manglede en plads, hvor de kunne udfolde sig i behørig afstand fra vejen, oplyser Marianne Mortensen, som er formand for grundejerforeningen.

Basket, fodbold og godt naboskab

− Sidste år fik vi lagt fliser på den plads, hvor vi mødes til vejfest og lignende. Med Gavefondens støtte har vi nu fået basketballkurv og fodboldmål sat op, ligesom der er lavet hinkebane. Det er blevet rigtig godt, og vi håber, at vejens børn og familier flittigt vil bruge det. Jeg tror på, at tiltag som det her er med til at styrke naboskabet, vurderer Marianne og fortæller, at grundejerforeningen blandt andet flere gange om året samler beboerne til fælles oprydning og projekter.

Sparekassen Kronjyllands Gavefond støtter hvert år en lang række arrangementer, foreninger, klubber og begivenheder: − Med den nye aktivitetsplads har både børn og voksne i området fået en plads, som i mange år frem vil invitere til leg, bevægelse og hyggeligt samvær. Vi vil i Sparekassen gerne være med til at gøre en positiv forskel i vores afdelingers lokalområder, og det er jeg sikker på, at denne plads kommer til, lyder det fra Martin Trampedach Schultz, afdelingsdirektør i Sparekassens afdeling i Øster Tørslev


Cookies meddelelse