U16 håndboldpigerne hyldet

I søndags blev Randers HK's U16 piger danmarksmestre. I dag blev pigernes flotte præstation fejret på Det Gamle Rådhus i Randers med blandt andet borgmestertale og gavecheck fra Sparekassen.

 Anfører Mie Højlund var glad og stolt over holdets tre flotte præstationer.

I Byrådssalen blev Randers HK's U16 piger i dag samlet for at modtage en hyldest for deres flotte præstationer. Ikke bare er pigerne pokalturneringsvindere og uofficielle nordiske mestre, efter søndagens DM-kamp er de nu også danmarksmestre.

Stolt borgmester

Borgmester, Claus Omann Jensen, var blandt de mange, der havde et par ord med til pigerne og deres team:

− Jeg er stolt af, at I er fra Randers, og jeg er stolt af det talentarbejde, der ligger bag præstationerne, lød det.

Direktør i Randers HK, Henrik Mortensen kunne fortælle, at det er første gang, Randers HK oplever at have en U16 trup som danmarksmestre.

Træningsmiljø i verdensklasse

Elitechef i Randers Kommune, Morten Arvidsson, bad pigerne huske på, at den eneste vej frem er gennem hård træning:

− Der findes ingen smutveje. Skal I forblive på toppen, kræver det hårdt arbejde. I er heldige at have et af de bedste træningsmiljøer i verden inden for jeres sportsgren. I har en skole og en by, der bakker jer op. Lov mig at passe på det unikke miljø, som I er en del af.

Sparekassen Kronjylland, som er hovedsponsor for Randers HK og Randers ElitesportsCollege, hyldede pigerne med en gavecheck på 5.000 kroner, som skulle gå til noget sjovt. Det var en stor overraskelse, som fik de helt store smil frem hos pigerne.

 

Efter tripletriumf på håndboldbanerne blev Randers HK's U16 piger i dag hyldet på Det Gamle Rådhus. Holdet ses flankeret af kommunikationsmedarbejder i Sparekassen Kronjylland, Peder Vagn Poulsen, der overrakte holdet en gavecheck på 5.000 kroner.

 

 

 

 

 

 

 

 


Cookies meddelelse