Gavefonden støtter Fussingø-gruppens arbejde

Fussingø-gruppen er klar til højsæson. Gruppen glæder over i sin 26. sæson at kunne vise de besøgende rundt i to rum, der er restaureret fra gulv til loft.

(Foto: Ugeavisen Landsbyerne)

I marts kunne Fussingø-gruppen fejre sit 25-års jubilæum og en flot restaurering af to af Fussingø Slots rum. – Istandsættelsen af de to stuer i overetagen stod os i alt i 120.000 kroner, og vi har lagt til side og samlet sammen til den i fem år, fortæller formand for Fussingø-gruppen, Jytte Nielsen.

Sparekassen blandt støtterne
Blandt bidragyderne til jubilæumsrenoveringen var blandt andet Sparekassen Kronjylland, som støttede med bidrag fra sin gavefond. – Det er et utrolig flot arbejde, som Fussingø-gruppen udfører hele året rundt. Vi vil med vores støtte gerne give gruppen et skulderklap, samtidig med at vi gerne vil være med til at bevare et stykke kunst og historie, som kan være mange borgere til gavn i vores lokalområde i mange år frem, udtaler Frank Jensen Stenholt, afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland Fårup.

To rum mere står for tur
Med den seneste renovering godt overstået er Fussingø-gruppen dog langt fra færdig med sine istandsættelsesprojekter for slottet:
– Vi skal værne om slottet og dets særlige indretning, kunst og historie. Vi mangler at få restaureret to rum mere, og det er det næste, vi skal finde penge til. Så hvis nogen har lyst til at støtte, skal de være hjerteligt velkomne, lyder det med et smil fra formand, Jytte Nielsen.

(Pressefoto)


Cookies meddelelse