50.000 kroner til borgerne i Gassum

Gavefonden i Sparekassen Kronjylland har givet et kontant tilskud til Kultur- og Aktivitetshuset i Gassum.
Da afdelingsdirektør Jan Nyvang fra Sparekassen Kronjylland rejste sig op til informationsaftenen 1. november var det med en god nyhed og en stor check under armen: 50.000 kroner til det kommende Kultur- og Aktivitetshus i Gassum.
 
- Det er jo altid dejligt at kunne give noget videre. Projektet i Gassum får stor betydning for hele lokalsamfundet, og det bakker Sparekassen Kronjylland naturligvis op om, siger Jan Nyvang fra Sparekassens afdeling i Spentrup.
 
Det er Gavefonden i Sparekassen Kronjylland, der donerer de 50.000 kroner. Det betyder, at endnu et skridt er taget mod målet; nemlig bedre aktivitetsmuligheder for borgerne i Gassum.
 
- Vi er utroligt glade for, at et lokalt pengeinstitut som Sparekassen Kronjylland støtter vores projekt. Jeg er faktisk meget overvældet og utrolig glad, siger formand for styregruppen, Peter Hansen.
 
Det var styregruppen, der havde indkaldt til informationsaften om projektet 1. november, og med midler fra blandt andet Randers Kommune, LAG-Randers og den nyligt afholdte husstandsindsamling forventer styregruppen at kunne igangsætte byggeriet til foråret 2011.
 
8. november 2010


Cookies meddelelse