Sponsoraftale med Randers HK forlænget

Randers HK og Sparekassen Kronjylland har forlænget sin eksisterende hovedsponsoraftale.

Randers HK’s hovedsponsoraftale med Sparekassen Kronjylland skulle egentlig udløbe i 2015, men Sparekassen har valgt at sende et tydeligt signal om sine langsigtede hensigter ved at forlænge aftalen med håndboldklubben.

"Set i lyset af den proces, der er sat i gang med at tegne nye sponsorater og dermed sikre Randers HK’s økonomiske formåen de kommende år, har vi valgt at give klubben lidt arbejdsro. Den eksisterende hovedsponsoraftale skulle egentlig udløbe i 2015, men vi vælger at give klubben tid til at få det økonomiske fundament på plads. Samtidig sender vi et klart signal til de øvrige sponsorer om, at Sparekassen fortsat er en del af klubbens økonomiske fundament. Det bliver spændende at se, om klubben i den kommende periode kan tiltrække flere større sponsorer, som vi længe har ønsket det," siger adm. direktør Klaus Skjødt,  Sparekassen Kronjylland.

En klub med overskud

Forlængelsen af samarbejdet giver Randers HK mulighed for at arbejde mere langsigtet med klubbens økonomi.

"Vi er jo en klub, der sætter tæring efter næring, og jeg ved, at det også betyder meget for ledelsen i klubben og Sparekassen Kronjylland, at vi har styr på økonomien. Vi er i gang med at sikre indtægterne de kommende år ved at tegne sponsorater med nye sponsorer og opgradere de eksisterende. Og jeg må sige, at det bliver godt modtaget ude i virksomhederne. Vores to vigtigste mål lige nu, nemlig at komme ud af indeværende sæson med overskud og sikre en tilgang i indtægterne næste år på 1,5- til ca. 2 millioner kroner ser ud til at lykkes, så vi er meget positive med henblik på fremtiden" fortæller Peter Møller Lassen, bestyrelsesformand i Randers HK.

Opbakning giver visioner

Direktør i Randers HK, Henrik Mortensen, bekræfter, at forlængelsen af samarbejdet er vigtig og giver klubben mere spillerum:

"At vores hovedsponsor sender sådan et signal netop nu, betyder utrolig meget for os på kontoret og for spillere, trænere og alle tilknyttet holdet. Det er med til at bibeholde den tillid til klubben, der eksisterer både i det omgivende samfund og så sandelig også i “håndboldland”, hvor Randers HK vurderes meget højt som en attraktiv og tryg klub at være ansat i. Samtidig giver det jo også visioner om, at vi kan klare økonomisk at komme ud i Europa igen og måske igen gøre os gældende blandt de allerbedste hold," forklarer Henrik Mortensen.

Han glæder sig også over det langvarige samarbejde med Sparekassen Kronjylland: 

"Jeg har nu arbejdet sammen med Sparekassen i mere end 10 år omkring Randers HK, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg priser mig lykkelig for at have en hovedsponsor, der udover at være med til at sikre økonomisk stabilitet også er en fasttømret og aktiv del af klubben til daglig," slutter Henrik Mortensen.

 

Bestyrelsesformand for Randers HK, Peter Møller Lassen, Direktør  Sparekassen Kronjylland, Klaus Skjødt
og Direktør Randers HK, Henrik Mortensen

        


Cookies meddelelse