Ny afdeling - denne gang i Herning

Sparekassen Kronjylland har pr. 1. oktober 2010 købt Morsø Banks afdeling i Herning.

Den nye afdeling i Herning, der har ti medarbejdere, er placeret på adressen Dalgasgade 35 i Herning.

Alle ti medarbejdere flytter med over i Sparekassen Kronjylland, og kunderne kan således fortsat få rådgivning af de velkendte ansigter.

Afdelingen i Herning bliver Sparekassen Kronjyllands tredje nye afdeling i år, allerede på årets første dag blev Tved Sparekasse således en afdeling i Danmarks største garantsparekasse, og i forsommeren overtog Sparekassen Kronjylland Morsø Sparekasses afdeling på Frederiksberg i hovedstaden.

Købet af afdelingen i Herning skal ses i lyset af Sparekassens tidligere udmeldinger om at investere sig ud af krisen. Sparekassen Kronjylland er i dag et af landets mest solide pengeinstitutter, og Sparekassen har gennem de seneste mange år udviklet sig så positivt, at den aktuelt er landets 9. største pengeinstitut målt på egenkapital.

Den seneste investering er endnu et strategisk tiltag fra Sparekassen Kronjylland, der ønsker at være repræsenteret i det dynamiske Herning-område.

- I Sparekassen har vi altid været fornuftige, eller forsigtige om man vil, både i forhold til kreditgivningen og investeringer, og det er vi fortsat. Så når vi køber en afdeling som denne, er det selvfølgelig, fordi vi har råd, og fordi vi føler os overbeviste om, at det er en god investering, forklarer Klaus Skjødt.

Handlen er i øvrigt betinget af Finanstilsynets godkendelse.

28. september 2010


Cookies meddelelse