Værkets topsponsor sætter kronen på Værket

Direktør for Sparekassen Kronjylland, Klaus Skjødt, underskrev fredag en Topsponsoraftale med Værket – til stor glæde for Værket, publikum i Randers og ikke mindst SparKron Garanter i Sparekassen Kronjylland.

Sponsorkredsen på Værket er af yderste vigtighed for, at Værket kan fastholde og udvikle sit høje ambitionsniveau. Sponsorkronerne går ubeskåret til arrangementer på Værket, og uden sponsorkreds kunne Værket ikke tiltrække internationale stjerner til byen. Det er også takket være sponsorkredsen, at nye store projekter som Comedy Jam og sommerkoncerten på Skovbakken er blevet en realitet.

"Vi er meget taknemmelige for sponsorernes bidrag og opbakning til vores arbejde. Det har enorm stor betydning for publikums oplevelser på Værket, at erhvervslivet bidrager til at løfte byens musik- og teaterhus op i den kulturelle superliga – en position, der ikke kan opnås alene ved Værkets grundøkonomi, som Randers Kommune står for. Værkets sponsorkreds ved, at hvis Randers skal byde på internationale stjernestunder, så kræver det økonomisk støtte," siger Musik og teaterchef Mikael Qvist Rørsted.

Fra Sparekassen Kronjyllands side begrunder adm. direktør Klaus Skjødt det fortsatte samarbejde med Værket således:

"I Sparekassen ser vi Værket som et utrolig vigtigt kulturelt fyrtårn, der rækker langt ud over Randers by og favner hele Øst- og Midtjylland med sit alsidige program og altid høje kvalitet. Dette vil vi gerne være med til at bakke op omkring. Dertil kommer, at vi har været meget tilfredse med vores hidtidige samarbejde, som har skabt stor værdi for Sparekassen. På den baggrund er det derfor helt naturligt, at vi vælger at forlænge sponsoraftalen."

SparKron Garanter kan direkte få glæde af sponsoratet, som betyder, at de kan få 20 procent i rabat, når de køber billet til de forestillinger, der er arrangeret af Værket.

Du kan læse mere om fordelene for SparKron Garanter her.


Cookies meddelelse