Digitale stævner på Randers Atletikstadion

Randers Freja Atletik vil udvikle Randers Atletikstadion og gøre det muligt at afvikle stævner digitalt og brugervenligt fremover.

For at støtte op om dette har Sparekassen Kronjylland doneret et antal PC’er, storskærme og kopimaskiner til klubben.

Randers Freja Atletik har frivillige medlemmer, der kan opsætte IT-udstyr, men har manglet både computere og kopimaskiner. Det er nu blevet løst i en håndevending.

”Ved lidt af en tilfældighed hørte vi om dette ønske under et møde med Randers Kontorcentrum, der er en af vores samarbejdspartnere, og vi har derfor straks tilbudt Randers Freja Atletik en donation på 12 brugte, men funktionsdygtige PC'er samt 3 brugte farvekopimaskiner og 5 storskærme”, oplyser Sparekassen Kronjyllands chef for Forretningssupport, IT & Kommunikation, Frank Madsen og fortsætter:

”Maskinerne var det sidste af det udstyr, vi fik i overskud, da vi købte Sparekassen Østjylland for godt et år siden, og vi er rigtig glade for at kunne hjælpe det lokale forenings- og idrætsliv med denne donation.”

Sparekassen Kronjylland er i forvejen sponsor for Randers Freja Atletik, og det nyder klubben også godt af i den kommende weekend, hvor det er lykkedes for klubben at få DM for danske seniorer i atletik for hold og i stafetter til afholdelse på Randers Atletikstadion. Ved samme lejlighed er stævnet et åbningsstævne med indvielse af, at der nu er 8 rundbaner på stadion, så det er godkendt til afvikling af mesterskabsstævner.

”Derfor er vi rigtig glade for at modtage dette udstyr”, siger formanden for Randers Freja Atletik, Helle Sølvsten. ”Det har været et stort arbejde at udvikle stadion og få DM-stævnet trukket til byen, og når vi så meget snart også kan afvikle mesterskaber og andre stævner digitalt, er vi nået langt”, slutter Helle Sølvsten.


Cookies meddelelse