Ny klub for børn og unge i Sødring

Bordtennis og brætspil skal tilbage til børn og unge i Sødring.

Børn og unge i og omkring Sødring skal have et alternativ til at sidde foran computere og playstations på deres værelser og kun kommunikere med kammeraterne via nettet.

Den personlige kontakt og klassiske spil som dart, bordtennis og brætspil skal tilbage. Det er en del af ambitionen for Tanja Møller, der nu åbner en klub i Sødring Forsamlingshus, hvor der som udgangspunkt er to regler: Ingen elektronik og ingen alkohol.

- Jeg oplever, at de unge mennesker gerne vil ud og møde nogle andre, men bare nemt trækker sig ind på deres værelser. Vi skal have dem ud af busken, mener Tanja Møller.

Den første klubaften er 11. marts, og fremadrettet bliver det i høj grad op til de unge, hvad der skal ske. Det kan være at lave et bål på pladsen, spille fodbold eller alt mulig andet.

Tanja Møller ønsker ikke at sætte hverken en øvre eller nedre grænse for deltagernes alder.

- Det er vigtigt, at de lærer at begå sig med andre aldersgrupper. De bliver næsten altid delt op i kategorier, men det kan også være sundt at lave noget med nogle, der er yngre eller ældre end en selv, forklarer hun.

Det er foreløbig planlagt, at der vil klubaften en gang om måneden i marts, april, maj og juni. Her håber Tanja Møller på så stor opbakning fra både børn og forældre, at der til efteråret kan blive lavet en egentlig bestyrelse, hvor en stor del af medlemmerne skal være børnene.

- Det er selvfølgelig en sej proces, fordi jeg har stået alene med det. Men jeg har energi og har da også allerede oplevet, at andre forældre viser interesse for at bakke op.

Støtte fra Sparekassen Kronjylland

Tanja Møller har hidtil betalt en stor del af opstarten af egen lomme, men for nylig kom en kærkommen gave fra Sparekassen Kronjyllands gavefond. De har nemlig doneret for 10.000 kroner dartspil, bordtennisbord med videre.

- Jeg synes, at det er et rigtigt spændende projekt, der bygger på en frivillig ildsjæl og vil være til gavn og glæde for hele området. Derfor er vi glade for, at vi på denne måde kan hjælpe klubben i gang, fortæller Jacob Tange, der er afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjyllands Øster Tørslev afdeling.

Udover klubaftener har der allerede været holdt det første børnediskotek, og 26. marts er der planlagt endnu et. Til den tid vil der i forlængelse af børnediskoteket i øvrigt blive afholdt et ungdomsbal.

24. februar 2010


Cookies meddelelse