Nyt bestyrelsesmedlem i Sparekassen Kronjylland

Civiløkonom og tidligere bankdirektør Per Munkholm Poulsen er indtrådt i Sparekassen Kronjyllands bestyrelse.

Per Munkholm Poulsen kommer med erfaring fra en lang karriere i den finansielle sektor, hvor han senest fra 2001 til 2009 var bankdirektør og direktionsmedlem i Jyske Bank. Han er valgt ind i Sparekassens bestyrelse med baggrund i de nye regler om, at større pengeinstitutter skal have et bestyrelsesmedlem med erfaring fra topledelsen i et pengeinstitut på minimum samme størrelse.

Inden årene som bankdirektør var Per Munkholm Poulsen udlandsdirektør i Jyske Bank, hvortil han kom fra en stilling som direktør i National Bank of Long Beach i USA. Oprindeligt er han uddannet i Veile Bank, som senere blev til Aktivbanken, hvor han var leder af bankens udenlandske aktiviteter. I dag er han finansiel rådgiver på deltid for L.J. Invest A/S.

Det er således en mand med bred erfaring fra den finansielle sektor, som nu er blevet en del af Sparekassen Kronjyllands bestyrelse, og han har også stor bestyrelseserfaring fra eksempelvis Bankpension, Pensionsinfo og JN Data. Fritiden er også særdeles aktiv, for udover at bruge tid på golfbanen og med at løbe er Per Munkholm Poulsen også counsellor i Silkeborg Østre Rotary Klub samt aktiv i Seniorer uden Grænser. Privat bor han i Silkeborg med sin hustru Anne-Grethe.


Cookies meddelelse