Guldpiger til aftengæster

Der blev uddelt masser af håndbold-autografer og balloner til Open by night i Randers 4. juni.

Vejret var ikke helt sommeragtigt, men alligevel fandt en hel del by-gæster vej til Sparekassen Kronjylland i Middelgade, som i anledning af byens Open by night havde åbnet dørene om aftenen.

- Det er helt naturligt for os at bakke op om Open by night i Randers, og vi er godt tilfredse med de besøgende, som kiggede ind til os, siger Ole Gjættermann fra Sparekassen Kronjyllands Randers City afdeling.

Med besøg af hele fire håndboldpiger fra Randers HK var der også lagt op til et godt trækplaster. Guldpigerne viste pokal og medaljer frem fra det netop erobrede danmarksmesterskab, og naturligvis blev der skrevet en masse autografer.

Udover autografer blev der udleveret gratis spillekort med billeder af guldpigerne fra Randers HK, Kronse balloner og forfriskninger.

Der var samme aften mulighed for at kigge ned i Danmarks største sparebøssemuseum, som ligger i kælderen under Sparekassen Kronjylland i Middelgade. Det tilbud var der cirka 150 gæster, der tog imod.

7. juni 2012




Cookies meddelelse