Sparekassen Kronjyllands køb af Sparekassen Østjylland godkendt

Alle godkendelser på plads

For godt et par uger siden blev det offentliggjort, at Sparekassen Kronjylland havde overtaget langt hovedparten af kunderne og samtlige medarbejdere fra Sparekassen Østjylland. Der blev dog taget forbehold for, at de relevante myndigheder skulle godkende købet, hvilket nu er sket.

- Det er dejligt, at det nu er helt på plads, så vi for alvor kan komme i arbejdstøjet, fortæller Sparekassen Kronjyllands administrerende direktør, Klaus Skjødt.

Indtil godkendelsen har Sparekassen Kronjylland ikke måttet kontakte kunderne.

- Det har naturligt undret nogle, og derfor bliver det godt at kunne sende et egentligt velkomstbrev til kunderne. Vi vil gøre vores bedste for at sikre, at de bliver tilfredse kunder hos os.

Foran ligger en stor opgave med at få integreret de nye medarbejdere og kunder, ligesom der også it-mæssigt er en række ting, der skal ordnes.

- Vi er utålmodige efter at komme i gang. Det er først nu, hvor vi kan sætte os sammen med de nye medarbejdere, at vi kan lægge de mere konkrete planer og få det fulde overblik over, hvad der skal gøres. Heldigvis har vi prøvet det før med mindre enheder, så vi har en drejebog at tage udgangspunkt i. Noget af det vigtigste er, at det forløber så smidigt som muligt for vores mange nye kunder, understreger Klaus Skjødt.

 

 


Cookies meddelelse