Trump sender renterne sydover

USA og Kina har det seneste år ligget i handelskrig med hinanden. Krigen startede i det små, men er efterfølgende tiltaget. I starten af 2019 var der udsigt til en fredsaftale, og det var grundlæggende, hvad det finansielle marked ventede. Men i maj brød forhandlingerne sammen, og der blev indført flere handelsrestriktioner mellem landene.

For eksempel indførte Trump yderligere told på kinesiske varer og truede med at lægge told på resten af importen. Døren står dog stadig på klem i forhold til at opnå en aftale. Blandt andet skal Trump møde Kinas præsident til G20 topmødet i Japan den kommende weekend.

Risikoen er, at en eskalerende handelskrig mellem verdens to største økonomier vil dæmpe global vækst. Derfor faldt renter og aktiekurser verden over, da forhandlingerne brød sammen. Aktiekurserne er siden steget igen. Det skyldes primært, at den amerikanske centralbank, Fed, har signaleret en mere understøttende politik for økonomien.

Frygten for, at handelskrigen for alvor hæmmer global vækst, bliver forstærket af, at amerikansk økonomi i løbet af foråret er gået ned i gear. Det er altid vanskeligt at afkode den nøjagtige årsag, men alene frygten for, at handelskrigen er synderen, er nok. I den kontekst må en eskalerende handelskrig betyde endnu større risiko for væksten. Vi tror dog, at det forhold, at Fed har hævet renten otte gange på to år, spiller en større rolle. Det har nemlig kortvarigt dæmpet aktiviteten på boligmarkedet. Det var årsagen til, at vi allerede i efteråret ventede lavere vækst i 2019.

Udviklingen har også ramt de europæiske renter. I knap et år har den europæiske industri ligget underdrejet, mens servicesektoren (som er klart størst) og byggebranchen har haft solid vækst. Ingen tvivl om, at midlertidige forhold har ramt industrien. Det gælder for eksempel nye teststandarder for biler i EU, som har dæmpet bilproduktionen markant. En manglende afklaring omkring Brexit skaber fortsat også usikkerhed. Handelskrigen har også spillet ind. Handelskrigens direkte effekt på europæisk økonomi er begrænset. Den kan dog indirekte påvirke økonomien, fordi virksomhederne frygter for handelskrigens konsekvenser. Da markedet på nuværende tidspunkt vurderer, at handelskrigen er en vigtig synder, og der er udsigt til en eskalerende handelskrig, er de lange renter faldet.

Men det gør også, at det kan gå hurtigt med renten i begge retninger. Bliver handelskrigen markant værre, skal renten yderligere ned. Men kommer der en løsning (eller midlertidig våbenhvile) på handelskrigen, eller viser det sig, at den primære årsag til trægheden i industrien var de midlertidige forhold, skal renten op igen. Her er det værd at bemærke, at ledigheden fortsat falder hurtigt i Europa. Det betyder, at presset på økonomien stadig stiger, da efterspørgslen vokser hurtigere end udbuddet. En lavere rente øger blot efterspørgslen.

Vi tror fortsat på, at Trump gerne vil genvælges. Det er nærmest umuligt at blive genvalgt, hvis økonomien er i recession. Derfor tror vi, at handelskrigen som minimum bliver sendt til hjørnespark.

Cheføkonom

Anders Høyer
ah@sparkron.dk
+45 89 12 24 05
+45 26 87 92 82

Uddannet Cand.oecon fra Århus Universitet med fokus på makroøkonomi, finansiering og statistik.
Tidligere ansat som chefkonsulent i Finansministeriet. Her arbejdede han blandt andet med konjunkturprognoser, konsekvensberegninger af økonomisk politik, og havde ansvaret for det overordnede samfundsøkonomiske forløb i 2025-planen.

Har undervist både på Århus Universitet og på Copenhagen Business School.


Cookies meddelelse