Job i Sparekassen Kronjylland

Studentermedhjælper til risikoanalyse

Vil du øge din forståelse for risikosiden af at drive et større pengeinstitut? Arbejder du systematisk og analytisk? Og har du mod på at omsætte din teoretiske viden til værdifuld praktisk erfaring inden for risikoanalyse? Så er du måske den studentermedhjælper, vi er på udkig efter til vores afdeling for risikoanalyse.

Du kan glæde dig til opgaver primært inden for:

  • Overvågning af Sparekassen Kronjyllands markedsrisiko herunder aktie-, valuta- og renterisiko
  • Beregning og indberetning af finansielle nøgletal til Finanstilsynet og Nationalbanken
  • Beregning og rapportering af Sparekassens renterisiko
  • Ad hoc analyser til andre afdelinger, primært Kredit og Finans
  • Diverse interne kontrolopgaver

Hvem er vi på udkig efter?

Vi forestiller os, at du er i gang med bachelordelen af dit studie. Det kan eksempelvis være cand.merc.-, cand.oecon.-studiet eller lignende. Du ønsker at arbejde med risikoanalyse i den finansielle sektor og har lyst til at styrke dine kompetencer inden for finansielle produkter som aktier, obligationer, investeringsforeninger, futures og swaps og inden for analyse af store datamængder, brugen af Excel og risikosiden af at drive pengeinstitut.

Derudover kan du sige ”tjek" til følgende om dig selv:

  • Er struktureret og ansvarsfuld
  • Har interesse og flair for at arbejde med Excel (VBA er et plus, men bestemt ikke et krav)
  • Er ikke bange for at spørge erfarne kolleger om hjælp til at forstå en opgave
  • Kan arbejde både selvstændigt og sammen med andre
  • Kan lide at have mange bolde i luften
  • Har en naturlig nysgerrighed og kritisk sans

Du får arbejdsplads på vores hovedsæde i Randers. Her venter dig et studierelevant job, der giver dig eftertragtet specialistviden og klæder dig godt på til et fremtidigt job i den finansielle sektor.

I Risikoanalyse får du rig mulighed for personlig og faglig udvikling i et spændende miljø med kolleger, der er vant til indbyrdes vidensdeling og til at samarbejde med hele organisationen.

Vi forestiller os, at du kan arbejde cirka 10-15 timer om ugen. Vi har stor erfaring med at være fleksible omkring eksamensperioder og at tilbyde flere timer i eksempelvis sommerferien.

Vil du vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte områdedirektør for Økonomi og Risikoanalyse Allan Westmann Hjæresen på: 89 12 25 60 eller HR-partner Mette Møller Eriksen på: 89 12 25 61.

Vi glæder os til at høre fra dig og skal have din ansøgning med CV senest 26. september. Vi forventer at holde samtaler i uge 40.