Sparekassen Kronjylland er Danmarks bedste arbejdsplads for 3. gang

Kreditchef til privat

Kan du bidrage til en stærk kreditstyring, der sikrer Sparekassen Kronjylland og vores privatkunder en kreditbevilling af højeste kvalitet?

Vi er på udkig efter dig, der er analytisk stærk, hurtigt kan spore dig ind på essensen i kreditsager og ønsker at skabe fortsat udvikling i et stærkt kreditbevillingsteam, hvor der blandt andet er seks andre kreditchefer på privatområdet ligesom dig. Som kreditchef for privat bliver dit primære fokus kreditbehandling til private, men du vil også få lejlighed til at arbejde med behandling af mindre erhvervskunder.

Flere indgange til jobbet

Det er måske en fordel, hvis du kommer fra en lignende stilling, men du kan også have erfaring med at rådgive kunder og at give den gode sparring og behandling eksempelvis fra et job som rådgiver. Det afgørende er, at du har en stor lyst til at arbejde med kredit generelt – og måske også til at fordybe dig i et bestemt kreditområde, du kan blive ansvarlig for. Vi tilpasser opstart, jobindhold og jobforløb til dig, så vi sikrer rette oplæring og udfordringer alt efter dit erfaringsniveau.

Du kan glæde dig til:

  • At blive ansvarlig for egne kreditsager og afdelinger inden for privatområdet og mindre erhverv
  • At være en aktiv spiller på kreditområdet både via løbende besøg i dine afdelinger og ved din daglige gang på hovedsædet, hvor vi har nem adgang til også at sparre med øvrige specialistfunktioner
  • At arbejde med bevilling af kreditindstillinger på privatsager med varierende kompleksitet 
  • Alt efter kompetencer og interesser at blive involveret i forskellige projekter, som kan være med til at sætte retningen for såvel Sparekassen Kronjylland som kreditafdelingen
  • At sparre med dine kolleger om kredit og bevillinger for derved i fællesskab med afdelinger og rådgivere at udvikle og bevare den gode kreditkvalitet i Sparekassen Kronjylland. I dette arbejde er du samtidig med til at dygtiggøre og udvikle dine afdelinger på kreditområdet

Vi leder efter dig, der:

  • Ikke bare afleverer en beslutning, men kommer med en objektiv og saglig begrundelse. Du gør det også klart, hvad der skal opfyldes, før et eventuelt nej kan blive til et ja
  • Er analytisk stærk og har en naturlig nysgerrighed og næse for detaljen – samtidig med, at du ved, hvornår nok er nok. Du har en stor interesse for kredit og særligt for bevillingsprocessen
  • Er vant til at kommunikere respektfuldt, sagligt og i øjenhøjde. Du er god til at gøre komplekst stof letforståeligt og er samtidig bevidst om, at hver enkelt afgørelse kan have stor betydning for den enkelte kundes situation
  • Ved, at alle beslutninger kan være en god kundeoplevelse – og dem ønsker du at være med til at skabe mange flere af

Derudover er du god til at skabe relationer til dine kolleger både i kundevendte afdelinger og stabe – og til at kommunikere og samarbejde med dem. Da du får et tæt samarbejde med kolleger og samarbejdspartnere, skal du være en god kommunikator, ligesom du skal kunne argumentere for dine holdninger og stå fast i en diskussion. Samtidig skal du være til at flytte, når du bliver mødt af stærkere argumenter.

Derfor skal du søge jobbet

Du får rig mulighed for en bred berøringsflade og for at udfordre dig selv og dine kolleger i et fagligt stærkt miljø, hvor vi er gode til at sparre med hinanden. Kreditafdelingen består af 33 ansatte fordelt på de tre hovedområder: Bevilling, Virksomhedsanalyse og Kreditsekretariat. Du bliver en vigtig sparringspartner for dine kolleger i kreditbevillingsteamet og i den øvrige kreditafdeling, men bestemt også for dine afdelinger, som du er med til at dygtiggøre og udvikle på kreditområdet. Du får derfor en vigtig rolle i at være med til at sikre og udvikle kreditkvaliteten i en solid sparekasse, der oplever vækst og fremgang.

Der venter dig en alsidig hverdag, du selv har stor indflydelse på - det gælder også din tilrettelæggelse af arbejdstid og -sted. Du får derudover gode arbejdsvilkår, i alt syv ugers ferie og frihed, tandlæge- og sundhedsforsikring og fordele i vores Medarbejderbank.

Ansvar, udfordringer og fællesskab

Vi er blandt Danmarks 10 største pengeinstitutter. Der venter dig mere end 700 kolleger fordelt på cirka 50 afdelinger i Jylland, Odense og på Sjælland.

Du bliver en del af en flad organisation, hvor vi vægter fællesskab samt medarbejder- og kundetilfredshed højt. Du får blandt andet rig mulighed for at få indflydelse, udvikle dig og tage ansvar. 

Vi har succes med at vokse, åbne nye afdelinger og have fokus på de personlige relationer. Hos os ringer kunderne ikke til et callcenter, men direkte til deres rådgiver. Vi vægter nemlig den personlige rådgivning højt og mener, at det er tiden, vi investerer, der gør forskellen.

Som garantsparekasse er vi selvejende. Det betyder blandt andet, at vi ikke har aktionærer, der skal have del i Sparekassens overskud. Det gør, at vi kan tænke mere langsigtet, ligesom det giver os stor frihed til at gøre en forskel i de lokalsamfund, hvor vi har vores kunder.