Er du vores nye kollega?

Kan du tale økonomi med generation Z på Djursland?

 

Vil du rådgive unge kunder i uddannelses- og etableringsfasen? Så har du her chancen for at gøre en forskel for de unge kunder i vores afdelinger i Auning, Ebeltoft og Grenaa og dermed bidrage til kundetilfredsheden blandt en vigtig kundegruppe i et af landets 10 største pengeinstitutter.

Gør en forskel for de unge

Du kommer til at rådgive din egen portefølje af kunder på primært 18-28 år, som du får en tæt kontakt til, når du hver dag gør en forskel for dem ved at rådgive dem i de forandringer, der sker i denne periode. Det kan være alt lige fra rådgivning i at realisere deres drømme om første bil eller bolig til at give dem et økonomisk overblik, så de kender til deres rådighedsbeløb og kan lægge en fremtidsplan. Du får rig mulighed for løbende at udvikle dig og blive en endnu bedre rådgiver, end du er i dag. Det gør du blandt andet gennem et voksende ansvar for dine egne kunder, adgang til løbende kompetenceudvikling og gennem de unikke indsigter, du får, når du specialiserer og dygtiggør dig i at rådgive unge kunder i en spændende fase af deres liv.

Med dine idéer og kompetencer har du i høj grad mulighed for at påvirke vores ungerådgivning – og dermed også dit eget job. Du bliver en vigtig del af vores tre afdelinger på Djursland, men får primær tilknytning til den ene af dem. Vi kan derfor love, at du får et alsidigt job, gode kolleger omkring dig, faglig sparring og et fællesskab med opbakning. Derudover får du fleksible rammer, så du har indflydelse på tilrettelæggelsen af din egen arbejdsdag.

 

Sådan bliver du en succes i jobbet

Efter 100 dage har du taget ansvar for dine opgaver og føler dig godt hjemme i Sparekassen. Det er lykkedes, fordi:

  • Du har gennemgået vores målrettede onboardingprogram, hvor du har lært dagligdagen i teamet og afdelinger at kende. Det har du blandt andet gennem sammøder og sparring. Med din naturlige lyst til at skabe stærke relationer og resultater er du allerede ved at tage vores værdier og kundeløfter til dig, og du benytter dem i dine kundemøder.
  • Kollegerne i de tre afdelinger har stor tillid til dig og din faglighed. Det har de blandt andet, fordi du er udadvendt og nysgerrig og ikke holder dig tilbage med at bede om hjælp eller at komme med gode input.
  • Du er på bølgelængde med generation Z og er derfor særligt god til at tale drømme og planer med de unge kunder. Du trives med den tætte kontakt til dine kunder, når du skræddersyr løsninger til dem og giver dem et godt økonomisk overblik.

Efter et år rådgiver du selvstændigt dine kunder og er blevet en vigtig samarbejdspartner for både kunder og kolleger i de tre afdelinger. Det er du til den tid lykkedes særligt godt med, fordi:

  • Du har opbygget en stærk relation til kunderne i din portefølje. Du har opnået deres tillid, fordi du drives af at se muligheder, finde løsninger og komme hele vejen rundt om deres økonomi og de områder, der er særligt vigtige i etableringsfasen.
  • Du bidrager naturligt med din faglighed og erfaring i alle tre afdelinger og er en særlig aktiv del af din primære afdelings fællesskab og gode sparringsmiljø. Du holder dig heller ikke tilbage, hvis du har forslag til, hvordan vi kan gøre noget bedre.
  • Din portefølje udvikler du løbende med flere gode kunder – både gennem eksisterende kunder, der henviser nye til dig, men også ved, at du spotter og opdyrker nye muligheder.
  • Du har interesse for de lokalområder, hvor vi er repræsenteret på Djursland, og for de muligheder, der ligger i vores markedsområde. Det udviser du blandt andet ved med stort gå-på-mod at deltage i uddannelsesmesser, undervise i Pengeuge og besøge relevante uddannelsesinstitutioner.

Derfor skal du (også) søge jobbet

Vi drømmer om, at vi er hinandens bedste jobmatch og legekammerater mange år frem i tid. Vi bakker derfor op om din succes i jobbet med rig mulighed for vidensdeling og dygtiggørelse. Det betyder blandt andet, at vi i de tre afdelinger praktiserer stor åbenhed med hyppig faglig sparring, men også, at du har adgang til efteruddannelse, hvis du på et tidspunkt savner kompetencer eller ønsker at specialisere dig i et område. Vi er også en organisation med mange forskellige jobmuligheder, hvis du på den lange bane får nye interesser.

I alle tre afdelinger prioriterer vi at have det sjovt sammen, mens vi skaber resultater som et hold. Du får derfor en hverdag med plads til smil og mulighed for eksempelvis at deltage i fredagsbar og grillaftener.

 

Vi er særligt på udkig efter dig, der:

  • Har en finansiel uddannelse og en stor lyst til at gøre en forskel særligt for de unge kunder
  • Er proaktiv. Vores kunder skal opleve, at vi er tilgængelige, og at de hører uopfordret fra os
  • Er nysgerrig og udadvendt med interesse for også at opsøge nye kunder
  • Er god til at samarbejde og har lyst til at være en del af et stærkt fællesskab

Vi ser mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset køn, alder, seksuel orientering, religion, handicap, politisk overbevisning samt socialt og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Ansvar, udfordringer og fællesskab

Vi er blandt Danmarks 10 største pengeinstitutter. Der venter dig mere end 800 kolleger fordelt på cirka 50 afdelinger i Jylland, Odense og på Sjælland.

Du bliver en del af en flad organisation, hvor vi vægter fællesskab samt medarbejder- og kundetilfredshed højt. Du får blandt andet rig mulighed for at få indflydelse, udvikle dig og tage ansvar. 

Vi har succes med at vokse, åbne nye afdelinger og have fokus på de personlige relationer. Hos os ringer kunderne ikke til et callcenter, men direkte til deres rådgiver. Vi vægter nemlig den personlige rådgivning højt og mener, at det er tiden, vi investerer, der gør forskellen.

Som garantsparekasse er vi selvejende. Det betyder blandt andet, at vi ikke har aktionærer, der skal have del i Sparekassens overskud. Det gør, at vi kan tænke mere langsigtet, ligesom det giver os stor frihed til at gøre en forskel i de lokalsamfund, hvor vi har vores kunder.