Job i Sparekassen Kronjylland

Erhvervsrådgiver til Kolding

Kan du sammen med resten af vores stærke erhvervsteam i Kolding videreudvikle vores succes – med kunden i centrum?

Vi søger en erfaren erhvervsrådgiver, der sammen med vores stærke og forretningsorienterede team vil være med til at rådgive og styrke porteføljen af både mindre og større komplekse engagementer med virksomheder i Kolding-området.

I Sparekassen Kronjylland går vi målrettet efter at skabe merværdi for vores erhvervskunder ved at give dem en personlig og kompetent rådgiver, som de kan kontakte direkte, og som kender dem og deres virksomhed indgående. Det er lykkedes så godt, at den anerkendte EPSI-undersøgelse blandt de danske banker har slået fast, at vores erhvervskunder er branchens allermest tilfredse blandt de individuelt målte banker – for andet år i træk. Det både forpligter og giver blod på tanden, og vi glæder os derfor til sammen med dig at sætte endnu mere strøm til Danmarks bedste erhvervsrådgivning i Kolding.  

I jobbet får du mulighed for at:

  • Rådgive og udvikle din egen portefølje af erhvervskunder og assistere Erhvervskundechef og afdelingsdirektør på store og komplekse virksomheder. I det arbejde kan du selvstændigt varetage kreditprocessen herunder udarbejdelse af beslutningsgrundlag til kreditafdeling og bestyrelse
  • Stå for sagsbehandling (ikke dokumentproduktion) og den løbende kundekontakt, og sikre gode kundeoplevelser    
  • Være på forkant med de mest optimale løsninger for vores erhvervskunder
  • Deltage i relevante netværk og understøtte Sparekassens lokalkendskab
  • At arbejde selvstændigt med en stor grad af frihed under ansvar og have indflydelse på egen hverdag
  • Blive del af en velfungerende og dynamisk afdeling der skaber gode resultater

Vil du med på holdet, er det vigtigt, at du:

  • Har et godt humør, er udadvendt og brænder for samarbejdet med erhvervskunderne – også de mere komplekse
  • Har strategisk og kommerciel forståelse for kundens virksomhed
  • Kan tage styring og trives i en travl hverdag, hvor dit gode humør smitter af på kolleger og kunder  
  • Inddrager og samarbejder med relevante specialister

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke så vigtig, men du skal mindst have nogle års erfaring som succesfuld erhvervsrådgiver eller assisterende rådgiver på erhvervsområdet. Allervigtigst er det, at du er fagligt stærk og brænder for at give erhvervskunderne en god kundeoplevelse og kan skabe langvarige relationer med dem. Kender du området omkring Kolding, er det et stort plus.

 

Det kan du glæde dig til

Vi tilbyder en udfordrende stilling, hvor du selv er med til at sætte dagsordenen, og hvor vi har fokus på at skabe succes i et uformelt arbejdsmiljø. Som en del af erhvervsteamet i Kolding får du gode muligheder for at udvikle dig både fagligt og personligt.

Ansøgning

Har du lyst til at høre mere, er du meget velkommen til at ringe til erhvervskundechef Kjeld Broby på mobil: 21 53 98 95 eller afdelingsdirektør Morten Elgaard Bak på mobil: 26 87 29 79.

Send din ansøgning hurtigst muligt og senest 26. februar. Vi holder løbende samtaler.

 

Europas bedste arbejdsplads

Vi er Danmarks 8. største pengeinstitut, og der venter dig mere end 700 kolleger fordelt på 50 afdelinger i Jylland, Odense og på Sjælland. Du bliver en del af en flad organisation, hvor vi har succes med at vokse, åbne nye afdelinger og have fokus på de personlige relationer. Hos os ringer kunderne ikke til et callcenter, men direkte til deres rådgiver. Vi vægter nemlig den personlige rådgivning højt, og det er med til at give os sektorens mest tilfredse kunder (EPSI) – for andet år i træk, men også medarbejdere, der trives og er glade for at gå på arbejde. Vi er således blevet kåret til Europas bedste arbejdsplads af Great Place to Work.

Vores decentrale struktur giver dig stor indflydelse på dit arbejde og din dagligdag. Som garantsparekasse er vi selvejende. Det betyder blandt andet, at vi ikke har aktionærer, der skal have del i Sparekassens overskud. Det gør, at vi kan tænke mere langsigtet, ligesom det giver os stor frihed til at gøre en forskel i de lokalsamfund, hvor vi har vores kunder.