
Assisterende erhvervsrådgiver til Esbjerg
Sætter du stor pris på et tæt samarbejde med erhvervskunderne, og har du lyst til hver dag at gøre en forskel for dem – uden at have rådgivningsansvaret? Det har du nu mulighed for i et job som assisterende erhvervsrådgiver i Esbjerg.
I jobbet kommer du til at spille en meget vigtig rolle i samarbejdet mellem erhvervskunden og sparekassen. Du skal nemlig sammen med erhvervsrådgiverne sikre, at erhvervskunderne altid får den allerbedste service, rådgivning og kundeoplevelse og bidrage til, at vi i Sparekassen Kronjylland fortsat har Danmarks mest tilfredse erhvervskunder.
I jobbet kan du se frem til at:
- Forberede og deltage i kundemøder sammen med erhvervsrådgiverne
- Efterbehandle kundemøder og udarbejde låneindstillinger (ikke decideret dokumentproduktion, da andre kolleger i sparekassen står for den del)
- Deltage i den løbende kundekontakt og derigennem sikre gode kundeoplevelser
- Klargøre til analyser på eksisterende og nye erhvervskunder
- Håndtere sikkerhedsopdateringer og de løbende rapporteringer fra erhvervskunderne
- Koordinere afdelingens genforhandlinger og gøre engagementer klar til genforhandling
- Håndtere erhvervskundernes ”hverdags-henvendelser”
- Arbejde selvstændigt med en stor grad af frihed under ansvar og med indflydelse på egen hverdag
Vil du med på holdet, er det vigtigt, at du:
- Har et godt humør, er udadvendt og brænder for samarbejdet med erhvervskunderne
- Er en god sparringspartner for dine kolleger og trives i et miljø, hvor vi arbejder tæt sammen som et hold for at nå vores mål
- Har et højt serviceniveau og kender til vigtigheden af hastighed, kvalitet og stærke relationer
- Har lyst til at arbejde tæt sammen med afdelingens erhvervsrådgivere – og til at inddrage relevante specialister
- Er god til at kommunikere med alle typer kunder og samarbejdspartnere og er stærk både på skrift og i tale
- Bevarer overblikket, selv når der er travlt
Vi forestiller os, at du har erfaring fra en lignende stilling eller et job som erhvervsrådgiver. Herfra har du et godt kendskab til erhvervsfaget og kundernes behov.
Derfor skal du søge stillingen:
Her er et afvekslende job, hvor du bliver en vigtig brik i at give vores erhvervskunder gode kundeoplevelser og fantastisk rådgivning. I jobbet er du dybt involveret i kundernes sager og rådgivning, men uden det lovgivningsmæssige ansvar, der ellers følger med rådgiverrollen. Du bliver en del af et friskt og ambitiøst team, der vægter trivsel og arbejdsglæde højt. Det betyder blandt andet, at det er vigtigt for os, at vi har det sjovt sammen, mens vi skaber forretninger og gode kundeoplevelser – og at vi er gode til at samarbejde i afdelingen.
Udover at du bidrager til afdelingens videre retning og succes på erhvervsområdet, kan du se frem til fleksible rammer, så balancen mellem dit arbejds-, familie- og fritidsliv harmonerer. Du har for eksempel også indflydelse på, om stillingen skal være på fuld- eller deltid.
Du kan se, hvorfor nogle af vores mange erhvervskunder har valgt os til her
Ansvar, udfordringer og fællesskab
Vi er blandt Danmarks 10 største pengeinstitutter. Der venter dig mere end 700 kolleger fordelt på cirka 50 afdelinger i Jylland, Odense og på Sjælland.
Du bliver en del af en flad organisation, hvor vi vægter fællesskab og medarbejder- og kundetilfredshed højt. Du får blandt andet rig mulighed for at få indflydelse, udvikle dig og tage ansvar. Vores decentrale struktur giver dig stor indflydelse på dit arbejde og din dagligdag.
Vi har succes med at vokse, åbne nye afdelinger og have fokus på de personlige relationer. Hos os ringer kunderne ikke til et callcenter, men direkte til deres rådgiver. Vi vægter nemlig den personlige rådgivning højt og mener, at det er tiden, vi investerer, der gør forskellen.
Som garantsparekasse er vi selvejende. Det betyder blandt andet, at vi ikke har aktionærer, der skal have del i Sparekassens overskud. Det gør, at vi kan tænke mere langsigtet, ligesom det giver os stor frihed til at gøre en forskel i de lokalsamfund, hvor vi har vores kunder.