Formål

Vi vil hjælpe kunderne til at få det bedste ud af deres økonomi. 

 

Vi er her for at være til gavn og glæde for vores kunder, og vi skal med vores viden og produkter gøre en positiv forskel for kunderne. Samtidig ønsker vi at drive Danmarks bedste pengeinsitut i balance.

Det betyder, at Sparekassen altid skal være en rigtig god forretning, der både er kendt for gode finansielle resultater og er respekteret for den måde, som vi driver vores forretning på. En arbejdsplads, som samfundet påskønner, og hvor man som medarbejder er stolt af at arbejde. En Sparekasse præget af engagement og med højt til loftet. Vi er en Sparekasse, som ledes både med hjernen og hjertet. Balancen mellem vores fire interessenter er helt essentiel.

Kunder

Vi ønsker langvarige relationer med vores kunder – helst gennem hele livet.

Gennem sparring med Sparekassens kunder ønsker vi at bidrage til, at den enkelte kunde får bedre økonomiske muligheder. I forhold til erhvervskunder er Sparekassens ambition, at vores rådgivning skal være med til at udvikle og styrke den enkelte erhvervskunde og dermed også bidrage til vækst i de lokalområder, hvor Sparekassen har afdelinger.

Vi har klare etiske kodeks for rådgivningen i Sparekassen – retningslinjer, der rækker udover det almindelige rådgivningsansvar. Eksempelvis må en rådgiver i Sparekassen aldrig rådgive om/sælge produkter, som rådgiveren ikke selv fuldt ud forstår.

Medarbejdere

Sparekassens medarbejdere er ikke blot en ressource for Sparekassen, de er også en integreret del af det, der er Sparekassen. Det kommer til udtryk ved, at Sparekassen både skal være en tryg og udviklende arbejdsplads.

Gennem mange år har Sparekassen brugt væsentligt mere end gennemsnittet i sektoren på kurser og uddannelse, både fordi det er afgørende, at rådgiverne er klædt på til at rådgive kunderne, og fordi det er væsentligt for den enkelte konstant at blive udviklet både fagligt og personligt.

Medarbejdere og ledere er dygtige, engagerede og har fokus på konstant at udvikle sig selv og Sparekassen. I både afdelingsnettet og stabene er medarbejderne forretningsorienterede og forandringsvillige.

Både ledere og medarbejdere skal være stolte af at være en del af Sparekassen og Sparekassens succes.

Sparekassen

Sparekassen skal være en virksomhed, der er til at stole på. En virksomhed, der ikke blot skaber gode resultater, men samtidig er respekteret for den måde, de bliver skabt på.

Vi er en garantsparekasse med mere end 35.000 garanter. Det er helt almindelige mennesker, der har indskudt et beløb i ansvarlig kapital. Sparekassen ønsker at knytte garanterne til sig og give dem adgang til nogle særlige oplevelser og fordele.

Sparekassen Kronjylland skal være en god forretning, og den skal via indtjening styrke egenkapitalen til en fortsat vækst. Kun derigennem kan vi sikre, at Sparekassen fortsat vil blive anset som et solidt og veldrevet pengeinstitut samt opfylde sit formål om at være et pengeinstitut i balance.

Samfund

Sparekassen er og skal være kendt for at drive en virksomhed med høj etik og stor forankring i de lokalområder, hvor vi driver afdelinger.

Gennem sparring og kvalificeret rådgivning bidrager Sparekassen til økonomisk vækst og øgede økonomiske muligheder i markedsområdet, både for private og erhvervskunder.

Derudover er Sparekassen en engageret og aktiv del af områdets udvikling, ligesom Sparekassen bidrager med sponsorater og gavefondsdonationer indenfor områder som sport, kultur, uddannelse og erhvervslivet.