Garant-millionen

Mere end blot en klovn

Hospitalsklovnen ”Baglæns” er mere end blot gøgl og grin for indlagte børn. Hun er børnenes livsvidne og hjælper dem godt igennem behandlingen.

”NEJ!” råber en lille dreng, der er i kræftbehandling. Han skal have kemo, men ved, at han bliver dårlig af det, og han har det allerede dårligt i forvejen.

Da hospitalsklovnen ”Baglæns” træder ind ad døren, bliver hun også mødt med et ”NEJ!”, og så råber hun ”NEJ!” tilbage. ”Hvorfor råber du?”, spørger drengen. ”Jamen, det troede jeg, man gjorde herinde. Hvorfor råber du?” ”Fordi jeg ikke vil have min medicin”, fortæller drengen.

Og alt mens de snakker, bliver hans bamse til virkelighed og begynder at kaste op – udover sengen, udover hans mor og udover lægens uniformsjakke. Og den lille dreng klukker af grin.

Grin, der hjælper

Som hospitalsklovn er målet dog ikke at få børnene til at grine, målet er at hjælpe. Det fortæller Lykke Scheuer, der arbejder som hospitalsklovnen ”Baglæns”.

- Vi kan være med til at få vendt stemningen i rummet, vi kan hjælpe barnet fra at være helt ude af den til at finde ro, og vi kan give forældrene mulighed for at trække vejret og få nervesystemet lidt ned og se det raske i barnet, der tumler med en sygdom, fortæller hun.

Klovnebesøg med effekt

At ”Baglæns” kommer forbi og spejler børnenes modstand mod det, der er svært, eller levendegør deres legetøj, gør, at de for en stund glemmer det traumatiske.

- Alle ved, at grin hjælper. Du får det godt i kroppen. Samtidig gør kontakten til et andet menneske, at børnene føler sig set og hørt, og så tager de bedre imod deres medicin, fortæller Lykke Scheuer.

Og hun bakkes op af forskningen på området. Undersøgelser fra Italien og Storbritannien viser nemlig, at indlæggelsestiden i gennemsnit forkortes med to dage, når børn har besøg af en hospitalsklovn sammenlignet med børn, der ikke har haft et klovnebesøg.

Børnenes livsvidner

Lykke Scheuer har været ”Baglæns” på afdelingen for kræftramte børn og unge på Rigshospitalet i seks år og har i den tid kendt mange af børnene igennem flere år. Ofte er de indlagt i længere tid og kommer løbende tilbage til kontrol. De lange relationer betyder, at hospitalsklovnens rolle også ændrer sig.

- Når de ikke længere har brug for os i alt det kaotiske, der sker i et behandlingsforløb, så kan vi hjælpe dem på et andet niveau. Vi bliver deres livsvidner for det, de har været igennem. Samtidig kan vi være med til at oversætte deres oplevelser for andre, fortæller Lykke Scheuer og tilføjer, at hun også indimellem er med på besøg i børnenes klasser for at bygge bro mellem skolen og tiden som indlagt.

Hospitalsklovnen ”Baglæns” er mere end blot gøgl og grin for indlagte børn. Hun er børnenes livsvidne og hjælper dem godt igennem behandlingen.

Lykke Scheuer som hospitalsklovnen ”Baglæns”. Ideen til navnet fik hun fra en hvid granddanois, der klumpet og kærligt tumlede rundt i verden uden at fatte, hvad der foregik.

Sparekassen Kronjylland har oprettet Garant-millionen, hvor vi sammen med vores garanter uddeler en million om året.

Hvorfor har vi fokus på livsglæde?

I Sparekassen Kronjylland hjælper vi vores kunder med at få overblik over deres økonomi, fordi vi ved, at det er med til at gøre mennesker lykkelige. Men hvad skaber livsglæde, når der er styr på økonomien? Garant-millionen sætter fokus på livsglæde, hvor vi støtter mennesker og foreninger, der skaber livsglæde for andre.

Næste uddeling