Foto: Kalø slotsruin

Arv og begunstigelse

De fleste pensionsordninger er forsynet med en påtegning om, at udbetaling skal ske til "nærmeste pårørende".

Denne påtegning kaldes "at indsætte en begunstiget" og har forskellig virkning afhængigt af, om aftalen er oprettet før eller efter 1. januar 2008. Hvis aftalen er oprettet før, skal din ægtefælle eller børn have pengene udbetalt.

Er aftalen oprettet efter denne dato vil en ugift samlever være omfattet af begrebet "nærmeste pårørende" og kan få ret til at arve pensionen.

Hos nogle pensionsinstitutter skal påtegningen være gældende efter de nye regler. Det er derfor væsentligt, at du er opmærksom på, hvad der gælder for dine pensionsordninger, så det er de rigtige personer, der får din arv udbetalt. Du kan også bestemme, at udbetaling skal ske til en bestemt person.

Hvis du ønsker at begunstige andre end dine nærmeste slægtninge eller for eksempel en velgørende institution, kan du ikke få skattefradrag for de penge, du betaler til pensionsordningen.

Nye regler fra 2008

Nærmeste pårørende er efter de nye regler i nævnte rækkefølge:
1. Ægtefælle
2. Samlever
3. Børn og adoptivbørn
4. Arvinger i dit testamente
5. Andre arvinger ifølge arveloven, for eksempel dine forældre

En samlever anses kun for nærmeste pårørende, hvis I på dødsfaldstidspunktet bor sammen og venter, eller har et fælles barn, eller har boet sammen de sidste to år forud for dødsfaldet.

Arvelov

Hvis du ikke bestemmer, hvem der skal have dine penge, vil din opsparing blive udbetalt efter reglerne i arveloven, medmindre du har lavet et testamente.