Indfrielse af lån

Når du sælger din bolig, skal de lån du har i boligen indfries.

Undervejs i salgsprocessen skal du med din rådgiver aftale, hvordan lånene i boligen skal indfries. Boliglån kan i de fleste tilfælde indfries uden problemer og med kort varsel, mens lån i realkreditinstitutter kræver ekstra overvejelser.

Realkreditlån

Da du i sin tid optog lånet i realkreditinstituttet, modtog du ikke kontanter, men obligationer. Disse obligationer blev solgt på Københavns Fondsbørs, og salgssummen blev brugt til at købe huset for. Det du fortsat skylder på ejendommen kaldes obligationsrestgælden.

Det vil oftest fremgå af købsaftalen, hvornår dit realkreditlån tidligst må indfries. Køber har nemlig mulighed for at overføre variabel tinglysningsafgift fra dit realkreditlån til det nye realkreditlån. Købers pantebrev skal dog være underskrevet, inden dit realkreditlån indfries.

Indfrielsesmetoder

Der er grundlæggende 2 indfrielsesmetoder af realkreditlån:

Lånet indfries med et kontant beløb, der svarer til obligationsrestgælden ved en obligationskurs på 100, også kaldet pari-indfrielse. Indfrielsen kan normalt kun ske på bestemte tidspunkter, og der kan derfor gå fra 2 til 11 måneder, fra du har opsagt lånet, til obligationsrestgælden er indfriet.

Lånet kan også indfries ved, at der indleveres obligationer til realkreditinstituttet. Obligationerne skal være identiske med dem, du i sin tid modtog af realkreditinstituttet. Indfrielse med obligationer kan ske når som helst.

Det afhænger af bl.a. obligationskursen, hvilken indfrielsesmetode der er bedst for dig. Din rådgiver kan lave en række beregninger, som gør det lettere for dig at tage den rigtige beslutning.

Additional information

yesyes