Du skal have styr på skatten
Et forældrekøb kræver, at man tager stilling til forskellige skattemodeller. Og det kan kræve revisorhjælp, at vælge og gøre det rigtige.
Et køb af en "forældrelejlighed" gør, at man skattemæssigt bliver betragtet som selvstændige erhvervsdrivende (udlejere). Der følger dermed noget papirarbejde med, når man køber en lejlighed og lejer den ud. Blandt andet skal man vælge en "beskatningsmodel".
Fællesudgifter, udgifter til vedligeholdelse og ejendomsskat kan trækkes fra på selvangivelsen, mens lejeindtægterne bliver beskattet. Du kan læse mere på skat.dk - vores anbefaling er, at du også tager en revisor med på råd.
Ta’ revisoren med på råd
Det er kompliceret at finde frem til den optimale model for beskatning. Derfor bør man lade en revisor beregne hvilken model, der er den optimale i den konkrete situation.
Den samlede skat afhænger naturligvis af, hvor stor en indkomst familien har og men også af hvilken beskatningsmodel man vælger. Der er tre modeller at vælge mellem - de er beskrevet herunder:
Personskatteloven
- Over-/underskuddet indgår i den personlige indkomst.
- Renteudgifter trækkes fra i kapitalindkomsten. Fradragsværdien er 33 procent, hvis den samlede kapitalindkomst er negativ. Er den samlede kapitalindkomst derimod positiv, kan fradragsværdien være op til 49,5 procent (2010 niveau) - afhængig af jeres øvrige indkomstforhold. Der betales ikke topskat af positiv kapitalindkomst under 40.000 kr. (80.000 for ægtefæller).
- Der betales ikke ejendomsværdiskat.
- Der skal udarbejdes et skatteregnskab, som skal vedlægges selvangivelsen. Regnskabet laves på et særligt skema fra SKAT - blanket 04.022.
Virksomhedsskatteordningen
- Over-/underskud indgår i den personlige indkomst.
- Renteudgifter indgår i virksomhedens resultat, således at du får fradrag for renteudgifterne i din personlige indkomst. Fradragsværdien vil afhænge af din øvrige indkomst, men ligge mellem 36,6 og op til 49,5 procent. Der betales ikke topskat af positiv kapitalindkomst på under 40.000 kr. (80.000 kr. for ægtefæller).
- Der betales ikke ejendomsværdiskat.
- Der skal udarbejdes et skatteregnskab. Der er nogle få særlige krav til regnskabet, og I bør overveje at få hjælp fra revisor.
- Der bør oprettes separat bankkonto, hvor alle lejlighedens indtægter og udgifter indsættes/hæves.
Kapitalafkastordningen
- Over-/underskud indgår i den personlige indkomst.
- Renteudgifter trækkes fra i kapitalindkomsten.
- Der skal beregnes et "afkast" af det investerede beløb. Afkastet beregnes som 4 procent af lejlighedens kontante købesum, dog maksimalt et beløb svarende til de faktiske renteudgifter på lejligheden eller overskuddet før renter (det største af beløbene). Afkastet trækkes fra i den personlige indkomst og lægges til kapitalindkomsten. Det kan give en skattefordel afhængig af forældrenes indkomst (op til 49,5 procent) (2010 niveau).
- Der betales ikke ejendomsværdiskat.
- Der skal udarbejdes et skatteregnskab, og det første år I anvender kapitalafkastordningen, skal I oplyse, hvordan I har beregnet kapitalafkastet.