Fakta om tolagsbelåning
Tolagsbelåning sikrer, at du sparer op i din bolig.
Hvad er tolagsbelåning?
Tolagsbelåning betyder, at du fremover får to realkreditlån – et grundlån og et toplån – når du skal låne til en ejerbolig.
Grundlånet fra 0-60 % giver alle de lånemuligheder, du kender i dag, og der er som udgangspunkt 10 års afdragsfrihed.
Toplånet fra 60-80 % er altid med afdrag, så du automatisk sparer op i din bolig. Løbetiden på toplånet kan varieres fra 10 til 30 år alt efter, om du ønsker at spare meget eller lidt op.
Hvornår skal du have tolagsbelåning?
Eksisterende lån fortsætter uændrede. Det er kun, når du skal låne mere end 60 % af din boligs værdi, at tolagsbelåning er relevant for dig.
Det kan for eksempel være:
- Når du køber hus eller lejlighed
- Når du vil omlægge et eksisterende lån
- Når du gerne vil have et tillægslån i din bolig
Du skal altså ikke have tolagsbelåning:
- Når dit eksisterende lån skal rentetilpasses
- Ved belåning under 60 % af din boligs værdi
- Når du skifter profil på dit rentetilpasningslån, f.eks. mellem et 1-årigt og et 5-årigt rentetilpasningslån
Bliver det dyrere, når du skal have to lån?
Du får fremover to lån og to pantebreve, men du betaler kun ét sæt gebyrer til realkreditinstituttet ved låneoptagelsen. I nogle tilfælde vil du dog skulle betale en ekstra tinglysningsafgift på 1.400 kroner til staten, da der er tale om to lån.
Ved sammenligning med et nuværende lån uden afdrag vil ydelsen på en lignende realkreditpakke ved låneoptagelsen være højere, men det skyldes, at du nu afdrager på toplånet, så den højere ydelse går hovedsageligt til opsparing i din bolig.
Brug for rådgivning?
Når du skal vælge et nyt realkreditlån, er det en god ide at overveje disse to forhold:
- Hvor meget sikkerheden for din månedlige ydelse betyder for dig
- Hvor højt afdraget på realkreditlånet skal være og dermed, hvor vigtigt det er for dig at spare op i din samlede privatøkonomi
Er du i tvivl om, hvilket lån du skal vælge, eller har du brug for en snak om, hvorvidt dit nuværende lån stadig passer bedst til dine ønsker og behov, er du altid velkommen til at kontakte din rådgiver, som kan hjælpe dig videre.
