Det blå EU-sygesikringsbevis
Det blå EU-sygesikringsbevis er et supplement til det gule sygesikringsbevis.
Det gule sygesikringsbevis har sine begrænsninger og derfor bør du medbringe et blåt EU-sygesikringsbevis inden du rejser til EU-lande.
Det gule sygesikringsbevis gælder udelukkende ved ferierejser af maksimalt 30 dages varighed i Europa samt de lande, der grænser til Middelhavet, de kanariske øer og Madeira/Azorerne.
Man bør anskaffe sig et blåt sygesikringsbevis ved:
- - Forretningsrejser og ved udstationering i op til et år
- - Arbejdssøgning i udlandet
- - Ulønnet praktikophold og studieophold i op til et år
- - Au pair ophold i op til et år
- - Ferie- og studierejser over 30 dage
- - Behov for nødvendig / ikke-akut behandling. F.eks. ved visse behandlinger af kronisk sygdom.
Dog kan man ikke rejse med det formål at få behandling i et andet land.
Det blå er ikke nødvendigt i de nordiske lande: Man behøver ikke medbringe det blå sygesikringskort til de nordiske lande og Storbritannien, hvor det gule sygesikringskort og pas er tilstrækkeligt. Dette gælder også ved ophold på mere end 30 dage.
Dækker læge- og hospitalsbehandling: EU-sygesikringsbeviset giver ret til læge- og hospitalshjælp, hvis der opstår behov for behandling under ophold i et EU-land, Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Det dækker læge- og hospitalsbehandling, tandlægehjælp og medicin, der bliver nødvendig under opholdet på samme vilkår, som gælder for offentligt sygesikrede i det pågældende land.
Da EU-sygesikringsbeviset dækker på de vilkår, der er i det land, du befinder dig i, kan du risikere, at du skal betale en del af behandlingen selv.
Sygetransport til Danmark dækkes ikke.
Kommuner udsteder det blå EU-sygesikringsbevis: Kommunerne udsteder EU-sygesikringsbevis til personer, der er socialt sikret/sygesikret i Danmark efter EU-reglerne. Kortet udstedes normalt for et år ad gangen.
Kortet suppleres med en attest fra Den sociale sikringsstyrelse, om at man er omfattet af dansk sygesikring.
