Det skal være sjovt at spille håndbold
Sparekassen Kronjylland og Århus Håndbold er gået sammen om en ny omgang Trickstar for U12- og U14-drenge i Østjylland.
Sidste år introducerede Sparekassen Kronjylland og Århus Håndbold konkurrencen ”Trickstar”. Finalen løb af stablen i NRGI Arena i pausen i en top-kamp mellem Århus Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg, og den heldige blev Anton Styrbæk. Han vandt med sit akrobatiske trick 10.000 kroner til sit hold i Skovbakken.
I korte træk handler konkurrencen nemlig om at levere det bedste trick på håndboldbanen. Det kan være et specielt skud, tilløb eller afsæt.
- Det var oprindeligt Erik Veje, der kom med ideen om at lave en ungdomsaktivitet ude i klubberne. Det skal være sjovt at spille håndbold, og som samarbejdspartner med Århus Håndbold bakker vi naturligvis op om dette initiativ, siger eventchef Peder Poulsen fra Sparekassen Kronjylland.
Bolden er altså givet op, og klubberne er inviteret. Spillere fra ni klubber deltager i konkurrencen, og to spillere fra hver klub går videre til semifinalen, hvor de seks finaledeltagere findes.
Både semifinale og finalen i Trickstar afholdes i NRGI Arena i forbindelse med Århus Håndbolds hjemmekampe, og Sparekassen Kronjylland og Århus Håndbold udlover hele 10.000 kroner til den klub, der er hjemsted for den endelige vinder.
Her foregår de indledende konkurrencer:
9. februar kl.18.00, Team Hørning
10. februar kl. 17.30, Odder Håndbold
23. februar kl. 18.00, Viby IF
23. februar kl. 18.00, Stautrup IF
24. februar kl. 17.30, Brabrand IF
28. februar kl. 18.00, Skovbakken
28. februar kl. 18.00, HEI
1. marts kl. 18.00, Hammel GF
2. marts kl. 18.00, VRI
9. februar 2012