Foto: Aarhus
Foto: Kalø slotsruin

Det betyder de nye boligskatter

Af cheføkonom Anders Høyer

En aftale om fremtidens boligskat er endelig kommet på plads. En væsentlig årsag til, at der skal ændres i boligskatterne, er, at SKAT kommer med et nyt vurderingssystem. For nogle vil de nye vurderinger af grund- og ejendomsværdien være lavere end de gamle, men for mange boligejere vil de være højere. Det nye system for ejendomsvurderinger træder i kraft i 2018 for ejerboliger. Her indføres et forsigtighedsprincip, der betyder, at der bliver trukket 20 procent fra alle vurderinger, før der beregnes skat.
Det er nemmest at forstå de nye regler ved at dele fremtiden op i to perioder. For der er nemlig lagt op til en yderligere komplicering af reglerne. Årene frem til 2021 og årene derefter.

Frem til 2021 fortsætter skattestoppet på ejendomsværdiskatten (skat på hele ejendomsværdien, inkl. grunden). Det nuværende system for grundskyld (skat på grundværdien) vil også fortsætte frem til og med 2020.

På trods af kraftige stigninger har mange boligejere haft en lavere stigning i grundskylden end udviklingen i grundværdierne (specielt i forhold til de nye vurderinger) de seneste år. Det skyldes, at der har været en stigningsbegrænsning på grundskylden siden 2001. Det betyder i kombination med de nye vurderinger, at nogle boligejere vil opleve, at deres grundskyld stiger frem til 2020. Det gælder i høj grad omkring de store byer. De skal dog ikke betale mere, da de årlige stigninger i grundskylden automatisk vil blive indefrosset frem til 2021. Først når huset sælges skal beløbet betales. Frem mod 2020 vil renten være nul på det skyldige beløb.
Husejere, der har betalt for meget i skat i årene 2011 til 2017 i forhold til de nye vurderinger, får tilbagebetalt det, de har betalt for meget, i 2018.

De nye skatteregler træder i kraft fra 2021. Med forliget reduceres ejendomsværdiskattesatserne og den gennemsnitlige grundskyldspromille i 2021, så de nye vurderinger og ophævelsen af skattestoppet ikke øger statens samlede indtægter fra ejendomsskatter i 2021

Typisk hus  Pris 2017 Skat 2017

Skat 2021
Nuv. regler

Skat 2021
Nye regler
Efter rabat Betalt
skat i 2021 
Rabat  Lettelse 
Brønderslev  1,1 mio.  12.900  12.800  11.200  11.200  11.200  0  1.600
 Århus  3,1 mio.  27.100  27.700  27.600  27.600  24.200  0  100
 Holstebro  1,2 mio.  14.700  14.600  12.500  12.500  12.500  0  2.100
 København  4,6 mio.  51.400  55.000  48.600  48.600  46.000  0  6.400
 Frederiksberg  8,6 mio.  65.900  69.200  71.300  69.200  59.000  2.100  0
 Viborg  1,2 mio.  15.000  15.000  12.500  12.500 12.500   0  2.600
 Tønder  0,8 mio.  8.900  7.600  5.300  5.300  5.300  0  2.300

Alle tal er i 2017-niveau. Det betyder, at tallene er korrigeret for lønudviklingen.       

Kilde: Skatteministeriet  

 

Specielt husejere omkring de store byer – specielt omkring København – kan se frem til få aflyst store stigninger i grundskylden, da man nulstiller skatterne i 2021 og fjerner den forskel, der måtte være mellem, hvad de betaler i grundskyld, og hvad de burde betale givet grundværdien (kaldet efterslæb). Fx får en typisk husejer på Frederiksberg aflyst stigninger i grundskylden for 63.400 kr. ifølge skatteministeriet.

Den samlede effekt for statens finanser over de næste mange årtier er begrænset (i gennemsnit 300 mio. kr. om året). Det skyldes i høj grad, at skattestoppet udløber, hvorved ejendomsværdiskatten på sigt bliver større, end der ellers var lagt op til. Samtidig var der budgetteret med, at boligskatterne ville følge BNP-udviklingen efter 2020, dvs. der var ikke taget højde for hele efterslæbet i grundskyldsbetalingerne.

Cheføkonom

Anders Høyer
ah@sparkron.dk
+45 89 12 24 05
+45 26 87 92 82

Uddannet Cand.oecon fra Århus Universitet med fokus på makroøkonomi, finansiering og statistik.
Tidligere ansat som chefkonsulent i Finansministeriet. Her arbejdede han blandt andet med konjunkturprognoser, konsekvensberegninger af økonomisk politik, og havde ansvaret for det overordnede samfundsøkonomiske forløb i 2025-planen.

Har undervist både på Århus Universitet og på Copenhagen Business School.