Gavefonden støtter Mødestedet
Sparekassen Kronjyllands gavefond har givet 5.000 kroner til det nye borgerinitiativ i Assens.
Mødestedet har adresse på Industrivej og giver foreninger tag over hovedet og mulighed for nye aktiviteter. Det er essensen i det initiativ, som en borgergruppe i Assens har taget initiativ til.
Finn Cilleborg, en af initiativtagerne til projektet, er meget tilfreds med resultatet. Mariagerfjord kommune har støttet opstarten af Mødestedet, og lokale virksomheder, blandt andet Sparekassen Kronjylland, har ligeledes ydet et økonomisk bidrag.
- Nu håber vi naturligvis, at borgerne og virksomhederne i Assens vil bakke op om Mødestedet. Jeg synes, det er godt for vores samfund, at vi kan tilbyde velfungerede foreninger tag over hovedet, fortæller Finn Cilleborg, mens han viser rundt i huset, som indeholder opholdsrum, køkken og et stort lokale med computere og adgang til internettet.
Hanne Schou er en af dem, der kommer en del i huset. Hun er blevet "tovholder" for en række praktiske ting og hjælper således foreninger efter behov med kaffebrygning eller lignende.
- Ja, jeg blander mig jo i alt, og det er simpelthen skide skægt at komme her, siger hun med et smil.
Sparekassen støtter med penge, møbler og porcelæn
Sparekassen Kronjyllands gavefond har valgt at støtte projektet med 5.000 kroner. Derudover er der leveret brugte møbler og porcelæn, som ikke længere blev brugt i Sparekassen.
- Mødestedet er et rigtigt godt sted, hvor der er god plads til, at foreninger kan mødes. Vi er rigtig glade for at kunne hjælpe med et økonomisk bidrag, ligesom det naturligvis er rart at se, at der nu igen bliver drukket kaffe af Sparekassens kongelige porcelæn, siger Lone Kold-Hansen fra Sparekassen Kronjylland i Assens.
På billedet ses Hanne Schou, Finn Cilleborg og Lone Kold-Hansen, sidstnævnte fra Sparekassen Kronjylland.
4. november 2011