Rosenstativer til Birgitta-roser

Gavefonden har doneret 5.000 kroner til rosenstativer ved Mariager Kloster.

Det gamle kloster ved siden af Mariager Kirke er netop blevet indviet efter en gennemgribende renovering. Som en ekstra forskønnelse på udenomsarealerne er der blevet opsat tre rosenstativer, hvor tre meget smukke og historiske roser nu skal vokse og blive store.

- Vi er meget glade for donationen fra Sparekassen, som har gjort det muligt at få de smukke rosenstativer sat op. Vi er samtidigt glade for gæstfriheden fra kirken og kommunen, og nu glæder vi os meget til at se roserne skyde, sagde Helga Moos Iversen, formand for Birgitteforeningen i Mariager, som har søgt Gavefonden om støtten til rosenstativerne.

Birgittaforeningen, som har til formål at udbrede kendskabet til Birgittinerklostret i Mariager, har brugsret til det lille hus, der ligger i umiddelbar tilknytning til Mariager Kloster.

Donation fra Sparekassen

Det er Gavefonden i Sparekassen, der har doneret 5.000 kroner til formålet og herfra udtrykker afdelingsdirektør Sven Kjærgaard stor glæde med resultatet.

- Vi synes, det er utroligt dejligt for en by som Mariager at have en så flot og historisk kirke som Mariager Kirke med tilhørende kloster. At klostret nu er blevet renoveret er blot med til at forskønne det i forvejen smukke område. Vi er meget glade for at kunne bidrage med støtten til rosenstativerne, siger Sven Kjærgaard fra Sparekassen Kronjylland i Mariager.

Roserne, der er plantet i de nye stativer, er ikke helt tilfældige roser. De stammer fra Vadstena i Sverige, hvor Birgittinerordenen udspringer fra. Roserne er i øvrigt en gave fra henholdsvis den Europæiske og den lokale Birgittaforening til Kirken og menighedsrådet, som en anerkendelse for arbejdet med at få ”genforenet" kirke og klosterbygning, som det netop er sket med den gennemførte renovering.

30. april 2012



Additional information