Blandt Danmarks 10 største

Sparekassen Kronjylland er blandt Danmarks 10 største pengeinstitutter målt på egenkapital. Vi har i dag mere end 100.000 kunder. Og vi har tænkt os at få flere. Men betyder størrelsen egentlig noget?

I bankverdenen gør den. Ikke sådan at det nødvendigvis handler om at være størst og blive større og større. I Sparekassen har vi eksempelvis ikke noget ønske om at blive så store som de største danske pengeinstitutter, men vi har et ønske om at fortsætte vores vækst og blive større. Ser vi på den finansielle sektor er det ganske enkelt nødvendigt, hvis vi skal blive ved med at tilbyde dig og vores øvrige kunder den bedst mulige rådgivning.

Kravene og kompleksiteten stiger konstant, og det kræver specialister. Dem har du ikke mulighed for at hente, hvis du driver et meget lille pengeinstitut. Samtidig pålægger lovgiverne konstant sektoren nye administrative krav. Det kræver ganske enkelt en vis størrelse at håndtere disse, og det er en af grundene til, at vi går målrettet efter at blive den samlende sparekasse i vores markedsområde.

Sidste år så vi blandt andre Tved Sparekasse beslutte, at tiden var inde til at blive en del af en større enhed for at klare de mange krav, og det er et billede, vi har set i hele sektoren. I Sparekassen er vi eksempelvis også vokset via køb af afdelinger – senest 1. juli med købet af Fjordbank Mors’ afdeling i Aarhus.

I Sparekassen Kronjylland er det dog helt afgørende, at vi samtidig formår at holde fast i vores lokale fundament. Derfor har vi mange mindre afdelinger, der er en integreret del af de lokalmiljøer, som de ligger i. Vi skal være tæt på vores kunder, vi skal behandle den enkelte kunde individuelt og vi skal have en god forståelse for de områder, hvor vi har afdelinger og driver forretning.

Det er også grunden til, at vi ønsker, at den enkelte afdeling på mange måder bliver drevet som sin egen lokale sparekasse. Blot med den vigtige tilføjelse, at afdelingen altid kan trække på de særlige specialister, der er ansat på Sparekassens hovedsæde. Så størrelsen betyder helt sikkert noget i finanssektoren. Derfor skal Sparekassen fortsat vokse.

Men størrelsen gør det ikke alene, det er kundernes oplevelser, der er det helt afgørende. For det er der, hvor Sparekassen kommer tæt på dig og gør en forskel i din hverdag.

Klaus Skjødt
Adm. direktør

Additional information

yesyes