Mens vi venter
- Detaljer
- Kategori: Anbefalinger - udenlandske
- Oprettet Mandag, 13 februar 2012 15:14
Proces omkring mulig overtagelse/afnotering af Douglas Holding igangsat - endnu intet konkret overtagelsestilbud på bordet. Vi fastholder vores købsanbefaling på Douglas Holding
Regnskab for 1. kvartal 2011/12
Omsætningen nåede EUR 1.193,6 mio. i regnskabsårets 1. kvartal, hvilket var på linje med markedets forventning. Resultat af primær drift udviste et overskud på EUR 144,7 mio. Til sammenligning havde markedet ventet et driftsoverskud på EUR 143 mio. Resultat før skat udviste et overskud på EUR 140,6 mio., hvilket var bedre end markedets forventning, som lød på EUR 136 mio.
Douglas Holding står overfor en række udfordringer, især indenfor boghandelskæden Thalia, som viser svaghedstegn. Ledelsen har hidtil slået på, at nedgangen i salget af bøger til dels bliver opvejet af stigende online salg. Desværre viser online salget i Thalia en tilbagegang på 20 pct. i januar. Nu skal man selvfølgelig passe på med forhastede konklusioner på baggrund af tal for blot en måned. Men ingen tvivl om, at salget af bøger fra fysiske butikker fortsat vil være under pres fremadrettet. For at imødegå udviklingen gennemføres en restrukturering af Thalia-kæden i indeværende regnskabsår, som bl.a. indebærer lukning/indskrænkning af en del butikker. Det må dog påregnes, at Thalia kommer til at medføre en større nedskrivning af goodwill i indeværende regnskabsår.
Forventninger til 2011/12
Douglas Gruppen forventer at nå en omsætning over EUR 3,4 mia., og et driftsresultat før afskrivninger og goodwill på EUR 200-250 mio. i 2011/12.
Markedet forventer til sammenligning, at Douglas Gruppen opnår en omsætning på EUR 3,42 mia., og et driftsresultat før afskrivninger og goodwill på EUR 245 mio.
Fokus på overtagelse af Douglas Holding
Som omtalt i flere af Sparekassens morgenkommentarer er der skudt en proces i gang omkring en mulig overtagelse/afnotering af Douglas Holding. Grundlæggerfamilien til Douglas Holding, Kreke-familien, er gået sammen med et par institutionelle investorer for at undersøge muligheden for at overtage selskabet. Kreke-familien mener således ikke den nuværende værdiansættelse af Douglas Holding afspejler de reelle værdier, og man ønsker, at arbejde mere langsigtet med selskabet i stedet for at skulle stå til ansvar overfor aktiemarkedets til tider kortsigtede fokus.
Det er ikke til at sige om den igangværende proces munder ud i et egentligt købstilbud på selskabet. Men vi mener sandsynligheden er stor.
Konklusion
Vi gentager vores købsanbefaling, og afventer afslutningen på den igangværende undersøgelse af muligheden for, at der kan fremsættes et købstilbud på Douglas Holding.

