AAKJAER Landinspektører
Vi valgte Sparekassen med hjertet
AAKJAER Landinspektører har helt tilbage fra 1850 haft en enorm indflydelse på bemærkelsesværdige byggeprojekter i hele landet. Altid med udgangspunkt fra Århus. Januar 2010 skiftede firmaet navn til AAKJAER Landinspektører. Tidligere hed det Landinspektørfirmaet efterfulgt af ejernes navne.
- AAKJAER kommer fra en af vores tidligere partnere, Jens Aakjær. Vi synes selv, at navnet signalerer noget på én gang solidt, moderne og tidssvarende, og vi er rigtigt glade for navneændringen, fortæller Nils Nybro Eriksen.
Landinspektører beskæftiger sig blandt andet med regulering af fast ejendom: De foretager udstykninger og ejerlejlighedsopdelinger, de afsætter nye bygninger, de nivellerer og foretager alle former for tekniske præcisionsopmålinger.
- Vi er ofte bindeleddet mellem arkitekt og entreprenør. Vi får så at sige "tegningen ned på jorden", fortæller Peter Jensen.
AAKJAER Landinspektører har valgt at samarbejde med Sparekassen Kronjylland, fordi det er praktisk, at begge har adresse i Vestergade i Århus.
- Men vi valgte Sparekassen Kronjylland med hjertet. Den personlige kontakt er rigtig vigtig for os. Vi måler Sparekassen på servicen, og vi har kun grund til at være meget tilfredse, siger Henrik Langballe.
AAKJAER Landinspektører har været og er involveret i utroligt mange prestigefyldte projekter i Århus: Musikhuset, Scandinavian Center, ARoS, fritlægningen af Århus Å, Den Gamle By, De Bynære Havnearealer, Z-huset og Multimediehuset for blot at nævne nogle få.
Også Sparekassen Kronjyllands nye byggeri og renovering af Otto Mønsteds Hus i Vestergade har været under firmaets kyndige hænder.
17. marts 2010