Hvad er en garant?
En garant er en kunde i Sparekassen Kronjylland, som ud over sine øvrige forretninger med os (opsparing, lån, realkreditlån, investering, pension eller andet) også har valgt at indskyde et beløb som garantkapital.
Ved at indskyde garantkapital i Sparekassen Kronjylland, bliver du en af de mere end 30.000 garanter.
Man kan indskyde højest 20.000 kroner. Hvert år, når Sparekassen har offentliggjort sit regnskab, fastsætter repræsentantskabet den rente, der betales for den indskudte garantkapital for det foregående år.
Hvad er en Sparkron Garant?
Har man investeret 20.000 kroner (hvis man er under 28 år, så blot 5.000 kroner) i garantkapital, er man det vi kalder Sparkron Garant.
Som Sparkron Garant får man udover renten for den garantkapital man har indskudt, adgang til en række fordele. Det er først og fremmest økonomiske fordele, men også en række tilbud og arrangementer.
Alle garanter har medbestemmelse
Er du garant, bliver du hvert andet år inviteret med til garantmøde og hvert 4. år, er der valg til repræsentantskabet. Som garant kan du stemme og du kan stille op til valget.
Indløsning af garantkapital
1. januar 2012 er der indført nye EU-regler om garantkapital. Reglerne betyder blandt andet, at Finanstilsynet skal hvert år bestemme, hvor stor en del af en garantsparekassens garantkapital, der må blive indløst.
Vi forventer at få en ramme for indløsning (udbetaling) af garantkapital, der er væsentligt større end det hidtidige behov, og derfor er der ikke udsigt til nogen ændring i forhold til den hidtidige praksis. Det vil sige, at vi forventer, at garanter til hver en tid kan få indløst deres garantkapital når de ønsker det.
Når vi forventer at rammen bliver så stor er det med baggrund i Sparekassens soliditet. Du kan kontakt din rådgiver, hvis du har spørgsmål om indløsning.
Ansvarlig kapital
Pengene der indskydes som garantkapital er såkaldt ansvarlig kapital og indgår som en del af Sparekassen Kronjyllands egenkapital. Dermed er indskud at betragte som risikovillig kapital og er således ikke dækket af Indskydergarantifonden og statsgarantien.
Redigeret 13. februar 2013
